Det er et krav efter voksenansvarslovens § 21 stk. 2, at de specialiserede plejeforældre eller personalet på et børne- og ungehjem skal fortælle barnet eller den unge, hvad de har skrevet i indberetningsskemaet om en hændelse, som barnet eller den unge har været involveret i. Samtidig skal barnet eller den unge have mulighed for at give udtryk for sin oplevelse af hændelsen, og at denne oplevelse formidles videre til den anbringende kommune og socialtilsynet.
Erfaringer fra praksis viser, at:
- Det er vigtigt, at de voksne kommunikerer tydeligt, at barnet eller den unge og de(n) voksne kan have forskellige perspektiver på det, der er sket, og at begge perspektiver er værdifulde. Medarbejderne skal fortælle, hvorfor de ud fra deres perspektiv handlede, som de gjorde, være nysgerrige på barnets eller den unges perspektiv og oplevelse samt tage ansvar for potentielt at reparere relationen. Det skal bidrage til, at barnet eller den unge ikke føler skam og skyld eller får en følelse af at være forkert. Opfølgningen kan også medvirke til, at hændelsen ikke sætter sig som en traumatisk oplevelse hos barnet eller den unge.
- Opfølgningen med barnet eller den unge kan handle om dét, der er sket forud for den voldsomme situation eller magtanvendelse, selve hændelsen eller begge dele. Omdrejningspunktet kan både være genetablering af trygheden, hvad der kan hjælpe barnet eller den unge en anden gang og om noget ud fra barnets eller den unges perspektiv kunne være håndteret anderledes. Vær opmærksom på, at det for nogle børn eller unge kan være rarest, hvis opfølgningen foregår et andet sted end i de omgivelser, hvor situationen eller magtanvendelsen har fundet sted.
- Det i opfølgningen med det enkelte barn eller den enkelte unge også er det vigtigt at være opmærksom på, at barnet eller den unge måske ikke ønsker at tale med den eller de medarbejdere, der har været en del af situationen eller udført magtanvendelsen. I så fald kan opfølgningen i stedet ske med en anden medarbejder, som barnet eller den unge føler sig tryg ved. Ligeledes skal det respekteres, hvis barnet eller den unge ikke ønsker at tale om hændelsen, men det er vigtigt, at medarbejderne er tilgængelige, nærværende og byder sig til.
- Opfølgningen med barnet eller den unge kan være udfordrende, hvis barnet eller den unge fx har en kognitiv funktionsnedsættelse eller ikke har et verbalt sprog. Her er det vigtigt, at medarbejderne har et godt kendskab til det enkelte barn eller den enkelte unge og viden om, hvordan det sikres, at barnet eller den unge ved, at ’vi er okay’. Det kan fx ske ved berøring eller øjenkontakt, samtidig med at medarbejderen sætter ord på det, der er sket, og eventuelt inddrager hjælperedskaber til at understøtte kommunikationen. Inddrag gerne forældre eller nære omsorgspersoner i, hvad der kan være tryghedsskabende for barnet efter en voldsom situation eller magtanvendelse.
I indberetningsskemaet skal det angives, om barnet eller den unges redegørelse er vedlagt, og hvis den ikke er vedlagt, om barnet eller den unge har haft mulighed for at udtale sig. Det er også muligt at angive et resumé af barnet eller den unges opfattelse, som er godkendt af barnet eller den unge.
Orientering af forældrene
Forældremyndighedsindehaveren skal straks orienteres om, at der er anvendt magt, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 22, stk. 3, og § 23, stk. 3. Det vil sige, at der skal ske orientering umiddelbart efter registreringen. Ofte vil barnet eller den unge kontakte forældremyndighedsindehaveren efterfølgende, og den hurtige orientering vil derfor gavne dialogen og samarbejdet mellem forældre og personalet eller den specialiserede plejefamilie.
Orientering af forældrene er således med til at sikre det fremtidige pædagogiske behandlingsarbejde med barnet og den unge. Hvis forældrene ikke bliver informeret, stiger risikoen for uenighed, mistænksomhed, frygt mv.
Orienteringen af forældrene giver tillige forældrene mulighed for at tale med deres barn om hændelsen og eventuelt at klage over episoden på deres barns vegne.