Retten til familieliv

Som alle andre børn og unge har du, selvom du er anbragt, ret til at have regelmæssig kontakt og samvær med dine forældre, dine søskende, bedsteforældre og andre familiemedlemmer. Men du har også ret til ikke at ønske samvær, hvis du fx synes, det er for belastende at være sammen med dine forældre eller andre lige nu.

Din børne- og ungerådgiver og de voksne på din institution har et særligt ansvar for at sørge for, at kontakten med dine forældre, din familie og dit netværk i det hele taget kan lade sig gøre, fx ved besøg. Det betyder at de kan komme på besøg, hvor du er, og du kan komme hjem til dem. Desuden kan du snakke med dem i telefonen, via sms eller skrive mails, beskeder på Messenger osv.

For nogle anbragte børn og unge kan kommunens børne- og ungeudvalg beslutte, at det lige nu er nødvendigt af hensyn til din sundhed og udvikling, at du ikke har kontakt til din mor eller far, eller at de kun må være sammen med dig under bestemte omstændigheder.

Det er din børne- og ungerådgiver og kommunens børne- og ungeudvalg, der bestemmer, om du må være i kontakt med din familie, og hvor ofte. De voksne på institutionen kan derfor kun sige, at du ikke må være i kontakt med din familie, hvis kommunens børne- og ungeudvalg har besluttet det, men det er ikke de voksne fra din institution, der bestemmer det.

Hvis det er blevet besluttet af børne- og ungeudvalget, at der er én eller flere fra din familie, som du ikke må have kontakt til lige nu, så skal din børne- og ungerådgiver tale med dig om, hvorfor det er sådan. Hvis du synes, beslutning er urimelig, så kan du klage til det, der hedder Ankestyrelsen. Du kan læse mere om at klage under ”Retten til at klage”.

Dine bedsteforældre er også en del af din nærmeste familie, og dem skal du have mulighed for at være i kontakt med. Det kan fx være ved, at du besøger dem, at de besøger dig, eller at I snakker med hinanden i telefonen. De voksne på din institution skal, medmindre børne- og ungeudvalget har besluttet, at du i en periode ikke må have kontakt til dine bedsteforældre, hjælpe dig med at have kontakt til dine bedsteforældre, og hjælpe dig med at sørge for, at de kan besøge dig. Nogle gange kan din børne- og ungerådgiver have besluttet, hvor tit du kan se dine bedsteforældre. Der kan også på din institution være nogle regler om, hvornår og hvor længe I må have besøg, men de voksne skal tale med dig om, hvorfor du fx ikke kan se dine bedsteforældre så tit, som du gerne vil. Hvis du synes reglerne er urimelige, så kan du prøve at tale med din børne- og ungerådgiver eller en anden voksen om det.

Kontakt

Annie Gaardsted Frandsen
Specialkonsulent