Retten til familieliv

Som alle andre børn og unge, har du som barn eller ung, der er anbragt, ret til at have regelmæssig kontakt og samvær med dine forældre, dine søskende og bedsteforældre. Men du har også ret til at ønske ikke at have kontakt og samvær, hvis du fx i perioder synes det er for belastende at være sammen med dine forældre eller andre.

Din børne- og ungerådgiver i kommunen og de voksne på børne- og ungehjemmet har et særligt ansvar for at sikre, at kontakt og samvær med dine forældre, dine søskende, øvrig familie og dit netværk kan lade sig gøre, fx ved besøg. Det betyder, at din familie og netværk kan komme på besøg, hvor du er, og at du kan komme hjem til dem. Desuden skal du have mulighed for at snakke med dem i telefonen, via sms eller skrive mails, chatte på Facebook osv.

Børne- og ungerådgiveren og det, der hedder børne- og ungeudvalget i kommunen kan beslutte, at et barn eller en ung i en periode ikke skal have kontakt til deres mor eller far, eller at de kun må være sammen med dem under bestemte omstændigheder, fordi de vurderer, at kontakten til moren eller faren vil skade dem.

Det er kommunens børne og ungeudvalg og din børne- og ungerådgiver, der bestemmer, om du må være i kontakt med din familie og hvor ofte. De voksne på børne- og ungehjemmet kan derfor kun sige, at du ikke må være i kontakt med din familie, hvis børne- og ungeudvalget har besluttet det, men det er ikke de voksne på børne- og ungehjemmet, der bestemmer det.

Hvis det er blevet besluttet, at der er én eller flere fra din familie, som du ikke må se lige nu, skal din børne- og ungerådgiver tale med dig om, hvorfor det er sådan. Du har ret til at ønske at se din familie eller andre i dit netværk oftere, end du gør nu. Hvis du har et ønske om dette, skal du snakke med din børne- og ungerådgiver om det.  

Det er dig, der bestemmer om du har lyst til at besøge dine forældre. Hvis du synes, at det er for svært eller for hårdt at være sammen med dine forældre i en periode, skal du tale med din børne- og ungerådgiver om det, så I kan finde ud af, om der skal laves en anden ordning. Det kan være, at du slet ikke ser dem i en periode, at i kan ses i kortere tid, eller at du har en anden voksen, som du stoler på, med, når du ser dine forældre. 

Din børne- og ungerådgiver og de voksne på dit børne- og ungehjem skal hjælpe dig, så du kan se din familie, også selvom de bor langt væk. Nogle gange kan der, for at sikre din trivsel og udvikling, være nogle regler for, hvor ofte du kan se din familie. Det er din børne- og ungerådgiver, der bestemmer, hvor ofte du fx skal på hjemmebesøg. Hvis du synes, at reglerne er urimelige, kan du prøve at tale med din børne- og ungerådgiver om det.

Dine bedsteforældre er også en del af din nærmeste familie, og dem skal du have mulighed for at se og være i kontakt med. Det kan fx være ved, at du besøger dem, at de besøger dig, eller at I snakker med hinanden i telefonen. Din børne- og ungerådgiver og de voksne på børne- og ungehjemmet skal hjælpe dig med at finde ud af, hvor ofte og hvor, du kan være sammen med dine bedsteforældre. Nogle gange kan en børne- og ungerådgiver lave nogle regler for, hvor ofte et barn, der er anbragt, kan se sine bedsteforældre. Hvis din børne- og ungerådgiver har lavet sådanne regler, skal både din børne- og ungerådgiver og de voksne på børne- og ungehjemmet tale med dig om, hvorfor du ikke kan se dine bedsteforældre så ofte, som du gerne vil. Du har ret til at ønske mere samvær og tid med dine bedsteforældre. Hvis du ønsker det, skal du snakke med din børne- og ungerådgiver i kommunen.

Kontakt

Annie Gaardsted Frandsen
Specialkonsulent