Når du er anbragt på et børne- og ungehjem, så er det hovedreglen, at du må færdes frit indenfor og udenfor. Du skal have mulighed for at være sammen med dine venner, som du gerne vil.
Men i nogle særlige situationer kan kommunens børne- og ungeudvalg eller Ungdomskriminalitetsnævnet beslutte, at personlet på børne- og ungehjemmet kan holde dig tilbage. Børne- og ungeudvalget eller Ungdomskriminalitetsnævnet kan træffe en sådan beslutning, hvis de mener, at det er meget vigtigt for dig, at du bliver på anbringelsesstedet og får den behandling, du kan få her. Hvis børne- og ungeudvalget eller Ungdomskriminalitetsnævnet har truffet beslutning om, at du kan tilbageholdes, så kan de voksne på børne- og ungehjemmet tilbageholde dig ved at bruge fysisk magt. Du kan blive tilbageholdt de første 14 dage, du er på det pågældende sted. Senere kan de voksne på børne- og ungehjemmet tilbageholde dig i op til fire uger, hvis børne- og ungeudvalget og kommunen træffer beslutning om det.
Hvis de voksne har brugt fysisk magt for at holde dig tilbage, så skal de altid beskrive, hvad de har gjort. Det skal de gøre ved at udfylde et skema, Det kaldes en indberetning. De voksne skal fortælle dig, hvad de har skrevet, og du skal have mulighed for at beskrive, hvordan du har oplevet situationen. Bagefter skal det skema, som de voksne har udfyldt og din beskrivelse sendes til din kommune og til socialtilsynet. De voksne skal ret hurtigt sende indberetningen til din kommune. Det skal de gøre inden for 72 timer – det vil sige tre døgn. Hvis du er meget oprørt over situationen og ikke kan overskue at give din beskrivelse på det tidspunkt, kan du, eventuelt med hjælp fra de voksne, senere lave din beskrivelse og sende den afsted.