Der kan blive truffet nogle beslutninger, som du ikke er enig i. Derfor har du også altid ret til at få en forklaring på, hvorfor beslutningerne er blevet, som de er. Nogle af beslutningerne kalder man afgørelser og dem kan du klage over. Det kan du læse mere om under ”Retten til at klage”.
De voksne på børne- og ungehjemmet har en helt særlig forpligtelse til at inddrage dig, hvis der har været en situation, hvor de har vurderet, at det var nødvendigt at bruge fysisk magt over for dig, eller hvis de har undersøgt dine ting og dit værelse. I en sådan situation skal de hjælpe dig med at beskrive din version af, hvad der er foregået. Din version af episoden skal sendes til din kommune og til socialtilsynet sammen med de voksnes beskrivelse af, hvad de mener, der skete.