Den Nationale Tolkemyndighed (DNTM) under Social- og Boligstyrelsen igangsætter et projekt, der skal sikre, at tegnsprogs- og skrivetolke kan videreuddanne sig.
Et centralt led i projektet er udvikling af undervisningsmoduler og -materialer til de områder, hvor Den Nationale Tolkemyndighed bevilliger tolkning. Projektets primære fokus er tegnsprogstolkning, da langt størstedelen af bevillingerne er koncentreret her, men der skal også udvikles moduler og materialer, der dækker skrivetolkning og døvblindetolkning.
Formålet med den udbudte opgave er at styrke den faglige kvalitetssikring af dansk tegnsprogs- og skrivetolkning, hvilket bl.a. skal bidrage til fastholdelse af tolke i professionen.
Den udbudte opgave
Den udbudte opgave består af tre faser:
- Fase 1: Kortlægning og beskrivelse af videreuddannelse for tegnsprogs- og skrivetolke (2026-2027)
- Fase 2: Udvikling og afprøvning af undervisningsmoduler- og materiale (2027-2030)
- Fase 3: Udvikling af forankringsstrategi og gennemførsel af afsluttende evaluering (2030).