Når du taler med et barn, som har været udsat for eller været vidne til vold, skal du være opmærksom på kun at tale med barnet om spørgsmål, som er nødvendige for at kunne lave en underretning.
Det er både af hensyn til barnet og til en eventuel politiefterforskning.
Hvordan taler du med et barn, der er udsat for vold?
Hvis du skal nå et barn, der har haft svære oplevelser, skal du være indstillet på, at ingen følelser må være forbudte.
Dine signaler skal fortælle barnet, at det ikke er kunstigt eller forkert at vise følelser. Mød barnet der, hvor det er. Alene din tilkendegivelse af, at du kan se, at barnet lider, vil gøre det nemmere for ham eller hende at åbne sig.
Din opgave er her at vise indføling.
Dit behov for viden om situationen må ikke komme til at overskygge barnets behov for at åbne sig. Du kan godt være en hjælp for barnet uden at kende alle fakta.
Du kan måske ikke ændre på barnets virkelighed lige nu, men du kan være sammen med barnet på en måde, der gør, at han eller hun ikke er alene.
Det er ikke altid en hjælp for barnet at "tale om det". Du skal vise barnet, at du er parat til en snak, men ikke mase på. Pres skaber afstand - ikke fortrolighed.
Børnehavebørn er som regel gode til lege og rollelege, og derudover er bøger om følelser, konflikter eller familier gode rammer for en samtale om det svære liv og det gode.
Du kan også fortælle barnet selvopfundne eventyr, der berører barnets virkelighed.
Som pædagog i en vuggestue eller børnehave eller som dagplejemor har du et stort kommunalt apparat i ryggen. Du vil i alle tilfælde have adgang til pædagogisk, psykologisk og juridisk rådgivning i forbindelse med din mistanke eller viden om vold.
Kilde: LOKK´s side om pædagogers rolle i mødet med voldsudsatte børn og unge