Når mennesker skal leve sammen kan konflikter ikke altid undgås. Det gælder også på børne- og ungehjem, hvor der både kan opstå uoverensstemmelser mellem børnene og de unge indbyrdes og mellem børn og voksne. I nogle tilfælde udvikler konflikten sig, situationen eskalerer, og det kan ende med, at de voksne griber ind ved brug af magt.
En fysisk magtanvendelse er et stort indgreb i et barns eller en ung persons selvbestemmelsesret og ret til personlig integritet. Den er derfor som oftest en meget voldsom oplevelse for barnet eller den unge. Derfor er det vigtigt at håndtere konflikter og forebygge, at de eskalerer og udvikler sig til voldsomme situationer, der eventuelt resulterer i, at det bliver nødvendigt for personalet at anvende fysisk magt.
Modellen for forebyggelse og håndtering af voldsomme situationer og magtanvendelser henvender sig til alle åbne børne- og ungehjem. For uanset om voldsomme situationer er meget sjældne eller noget, der af og til forekommer hos jer, og måske i enkelte tilfælde gør det nødvendigt at anvende fysisk magt, så er det vigtigt at arbejde forebyggende i hverdagen og være forberedt, når en voldsom situation opstår.
Læs mere om modellen: