Fem børnehuse i Danmark
De danske børnehuse danner en fysisk ramme for det tværsektorielle samarbejde mellem myndigheder i sager om overgreb mod børn og unge.
Der er et børnehus i hver af de fem regioner i Danmark. Kommunerne i hver region har i fællesskab via samarbejdet i Kommunekontaktrådet (KKR) besluttet i hvilken kommune, børnehuset skulle placeres. Det er ikke muligt for en kommune i en region at stå uden for børnehussamarbejdet. I fire regioner er der desuden, på grund af geografiske afstande, oprettet ekstra afdelinger, så børnehuset råder over to eller tre matrikler i regionen. Disse afdelinger sikrer en lettere tilgængelighed for barnet, samt i forhold til samarbejdet med den relevante politikreds.
Børnehuset som samarbejde
Børnehuset skal opfattes som en fysisk ramme for et samarbejde mellem kommuner, sygehusvæsen og politi. Medarbejderne i børnehuset samarbejder med en række faste eksterne samarbejdsparter, som inddrages efter behov i de konkrete sager. Det vil som oftest være den kommunale børne- og ungerådgiver, politi, pædiater og/eller retsmediciner.
Kommunernes anvendelse af børnehuset
Kommunen skal benytte børnehuset i sager, når der er mistanke eller viden om overgreb mod et barn eller en ung under 18 år. Det gælder i sager, hvor de skal udarbejde en børnefaglig undersøgelse (§ 20) eller en revideret undersøgelse af barnets/den unges forhold, og hvor sagen involvere en anden sektor end kommunen, som fx politi eller sygehusvæsen.
Kommunen anvender børnehusets vurderinger til den samlede børnefaglige undersøgelse efter barnets lov § 20. Det er kommunen, der træffer de fornødne afgørelser om iværksættelse af eventuelle støttende indsatser, der kan imødekomme barnets behov for særlig støtte. Kommunen bevarer sit myndighedsansvar under hele forløbet. I løsningen af den konkrete sag indgår børne- og ungerådgiveren derfor i praksis som en del af børnehusteamet. Børne- og ungerådgiveren fra barnets eller den unges handlekommune følger barnet eller den unge i børnehuset og deltager i forløbet.
Politiets anvendelse af børnehuset
Politiet deltager i den tværsektorielle koordinering af sagerne og anvender derudover børnehusene til afhøringer og videoafhøringer af barnet til brug i en politimæssig efterforskning. Hvis politiet vurderer, at der er grundlag for det, rekvireres desuden en retsmedicinsk undersøgelse til brug i den politimæssige efterforskning.
Sygehusvæsnets anvendelse af børnehuset
Det sundhedsfaglige personale, i form af en pædiater eller socialpædiater, deltager i den tværsektorielle koordinering af sagerne og foretager den indledende sundhedsfaglige udredning og vurdering af behov for eventuel sundhedsfaglig viderevisitation.