Skriveproces

Processen med at skrive beredskabet kan variere fra kommune til kommune, alt efter hvor omfattende en revidering af beredskabet, der er behov for. Her på siden kan I blandt andet finde inspiration til at nedsætte en relevant arbejdsgruppe, udpege skriveansvarlige og planlægge en afstemt skriveproces.

Det kommunale beredskab om overgreb mod børn og unge taler ind i mange forskellige faggruppers opgaver og praksis. Fx vil henholdsvis en dagplejer, en ufaglært i fritidsklubben og en børne- og ungerådgiver i myndighedsafdelingen have forskellige forudsætninger for at læse beredskabet og forskellige opgaver i forhold til og rammer for forebyggelse, opsporing og håndtering af sager om overgreb.

Det er derfor vigtigt, at flere faggrupper er repræsenteret i arbejdsgruppen om revidering af dokumentet. De forskellige faggrupper kan bidrage med vigtige input, og de kan hjælpe med at sikre, at det endelige produkt taler til deres faggruppe. Hvis ikke alle fagområder på børne- og ungeområdet er repræsenteret, bør I tage stilling til, hvordan I på anden vis kan sikre, at alle fagområder har mulighed for at bidrage med input.

Arbejdsgruppens medlemmer kan desuden få betydning, når beredskabet er revideret og godkendt. De har oparbejdet et indgående kendskab til og ejerskab for beredskabet. Det skaber mulighed og motivation, for at de kan bidrage til en styrket udbredelse af beredskabet i de enkelte faggrupper.

I kan vælge at udpege 1-2 personer, der skriver, mens resten af arbejdsgruppen kommer med input og kommenterer på det skrevne.

I kan også vælge at uddelegere skriveopgaver i hele arbejdsgruppen, så forskellige afsnit fordeles til de fagpersoner, der har særlig viden om beredskabets indhold. Denne viden kan enten være knyttet til vedkommendes faglighed eller erfaring med at benytte beredskabet.

Uanset om der er en eller flere skriveansvarlige, bør I løbende have fokus på, at beredskabet formuleres sammenhængende og på en måde, der er forståeligt for alle i målgruppen, det vil sige på tværs af mange fagområder.

Også under skriveprocessen kan det have værdi at kommunikere bredt om den igangværende revideringsproces. Det kan åbne mulighed for, at flere kan komme med input, der kan bidrage til at kvalificere beredskabets indhold. Derudover styrker det den efterfølgende implementeringsproces, at dem, der skal bruge beredskabet, har hørt om det før.

Det kan fx være faggrupper eller medarbejdere, der har en særlig viden om et af beredskabets temaer. Det kan også være medarbejdere eller ledere, der på baggrund af erfaring med anvendelse af det eksisterende beredskab kan komme med forslag til indhold eller opsætning af beredskabet.

I kan vælge at kommunikere bredt ud, fx på kommunens intranet. I kan også vælge en mere målrettet kommunikation, hvor I henvender jer direkte til fx ledere på børne- og ungeområdet med efterspørgsel på konkrete input.

Se en skabelon til en kommunikationsplan

Se et eksempel på en udfyldt kommunikationsplan

Procesplan

Arbejdsgruppen udarbejder på baggrund af chefgruppens rammesætning en procesplan, der synliggør mødeaktiviteter, høringsfrister, skriveprocessen og andre relevante processkridt.

Herunder kan I se eksempler på to forskellige procesplaner for henholdsvis en enkel eller en mere omfattende proces, alt efter hvordan revideringen er rammesat i den indledende fase. Begge procesplaner er opsat i redigerbart Wordformat, så I kan tilpasse procesplanen til de aktiviteter, der er meningsgivende for jeres revidering.

Procesplan

Enkel proces

Procesplan

Omfattende proces

Kontakt

Lis Toft Madsen

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her