Lev Job har samarbejdsaftaler med mere end 20 landsdækkende virksomheder og samarbejder desuden med lokale virksomheder gennem deres jobkonsulenter. Det er gratis for kommunerne at samarbejde med Lev Job, og der kræves ingen henvisning.
Det rette jobmatch
Lev Jobs mål er at finde det rigtige job til den rigtige kandidat.
Lev Job matcher kandidater med udviklingshandicap eller andre kognitive handicap med konkrete jobmuligheder – enten hos en af deres landsdækkende samarbejdsvirksomheder eller i lokale virksomheder, hvor kontakten er skabt gennem deres jobkonsulenter.
Et godt jobmatch handler både om kandidatens ønsker og kompetencer og om arbejdspladsens mulighed for at tilbyde de rette arbejdsopgaver, arbejdstider og skånehensyn.
Fra første samtale til ansættelse
Matchningen sker i tre trin: samtale, praktik og ansættelse.
Når en borger selv, eller via sit jobcenter, søger om at få et Lev Job, tager en Lev Job-konsulent kontakt. Til en samtale afdækker konsulent og borger ønsker til blandt andet jobtype, arbejdstid og skånehensyn.
Herefter hjælper konsulenten med at omsætte ønsker og kompetencer til konkrete jobmuligheder og finder sammen med kandidaten en relevant virksomhed. Næste skridt er et praktikforløb på omkring fire uger, hvor kandidat og arbejdsplads får mulighed for at se hinanden an.
Lev Job-konsulenten følger kandidaten hele vejen indtil ansættelse. Jobkonsulenten deltager til diverse samtaler i virksomheder og hjælper med at sikre, at de rette rammer og skånehensyn er på plads. Hvis praktikforløbet er en succes for både kandidat og arbejdsplads, kan det føre til ansættelse i et løntilskudsjob.
Lev Job er landsdækkende
Lev Job tilbyder jobformidling i hele Danmark med jobkonsulenter fordelt rundt i landet. Lev Job er etableret af foreningen Lev og har indtil videre skabt mere end 7000 job for målgruppen.
Sådan kommer man i gang
Der er flere veje ind i Lev Job. Kandidater kan udfylde an ansøgningsformular på lev.dk/job eller tage direkte kontakt til en lokal Lev Job-konsulent. Kontaktoplysninger på de lokale konsulenter findes på Lev Jobs hjemmeside, lev.dk/job.