Sorg og krise hos forældre til børn og unge med funktionsnedsættelse

VISO Børn med funktionsnedsættelser

Forældre til børn med funktionsnedsættelse må ofte samarbejde med mange instanser og fagpersoner. At have et barn med en funktionsnedsættelse kan i nogle tilfælde medføre sorg, som kan komme til udtryk på flere måder. I dette projekt indsamler VISO viden og udvikler redskaber, der skal understøtte fagpersoner i at tage højde for forældrenes sorg- og krisereaktioner i samarbejdet.

Projektperiode:

September 2025 til august 2027

Målgruppe:

Målgruppen for projektet er forældre til børn og unge med en funktionsnedsættelse. Projektets resultater retter sig mod fagpersoner, der samarbejder med forældrene.

Baggrund for projektet:

Det, at få et barn med en funktionsnedsættelse, kan påvirke en familie på flere forskellige måder. Reaktioner hos forældrene kan vise sig i form af sorg og krise eller anden stor følelsesmæssig påvirkning. Et af de steder, følelserne kan komme til udtryk hos forældrene, er i samarbejdet med kommunen. Det kan påvirke samarbejdet, hvis forældrene befinder sig i en svær følelsesmæssig situation, og fagpersoner samtidig mangler viden omkring forældrenes følelser, samt hvordan følelserne kan komme til udtryk i selve samarbejdssituationen. Baggrunden for igangsættelse af projektet er, at VISO har fået tilbagemeldinger fra kommuner om, at de mangler viden om emnet.

Formål:

Formålet med projektet er at styrke videns- og kompetenceniveauet hos fagpersoner, der samarbejder med forældre til børn og unge med funktionsnedsættelse i sorg og krise. Projektet skal udarbejde materiale, som kan understøtte fagpersoner i at forstå og imødekomme de potentielle reaktioner og adfærd, relateret til sorg og krise, der kan opstå hos forældrene i samarbejdet omkring barnet eller den unge med funktionsnedsættelse.

Dokumentation og evaluering:

I projektet gennemføres en vidensafdækning, og der udvikles faglige redskaber som publiceres.

Samarbejdsparter:

Der er indgået aftale med VIVE om projektets vidensafdækning. Der bliver indgået aftale med en anden ekstern leverandør om udvikling af redskaber, når resultaterne af vidensafdækningen foreligger. Derudover indgås samarbejde med VISO-leverandører.

Finansiering:

Projektet finansieres af VISOs ramme til rådgivning og vidensarbejde.

Kontakt

Stine Kirkegaard Øritsland
Fuldmægtig

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her