”Samarbejdsmodellen” beskriver en systematik for, hvordan kommuner kan arbejde med en helhedsorienteret og sammenhængende indsats til borgere med komplekse støttebehov, der går på tværs af fx social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet.
Hensigten med modellen er at opnå en forbedring af borgernes livssituation og trivsel.
Udgivelsen udfolder Samarbejdsmodellens værdigrundlag og kerneelementer - herunder hvad kerneelementerne indeholder, og hvorfor de er vigtige. Derudover beskrives fire overordnede greb, der har vist sig at være særligt vigtige for en succesfuld implementering, og som det er den tværgående ledelses opgave at sikre udførelsen af.
Samarbejdsmodellen tager afsæt i en helhedsorienteret, recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang, hvor den enkelte borgers mål og drømme for sit liv er omdrejningspunktet for indsatsen. Kerneelementerne i modellen er:
- Én ansvarlig tværgående koordinator
- Tværfaglige netværksmøder med borgeren i centrum
- Forpligtende aftaler og opfølgning på borgerens mål og behov
- Tværgående ledelse
Samarbejdsmodellen er oprindelig udviklet til ungeområdet, men er her tilpasset, så den er velegnet til målgruppen af ældre borgere (50+ år) med komplekse behov for indsatser. Tilpasningen af modellen er sket i et samarbejde med tre kommuner i perioden 2020-2024.
Indsatsbeskrivelsen henvender sig særligt til ledelsesniveauet, der skal vurdere modellens relevans for kommunen og evt. igangsætte arbejdet. Udgivelsen er også relevant læsning for fx projektledere, der skal tilrettelægge implementeringen, og som baggrundslæsning for medarbejdere, der konkret skal arbejde med modellen.
Indsatsbeskrivelsen suppleres af en metodehåndbog og en slutevaluering (se boks).
Metodehåndbogen giver en praksisnær vejledning i, hvordan de tværgående koordinatorer udfører Samarbejdsmodellens kerneelementer og værdigrundlag i borgerens forløb. Slutevalueringen samler op på projektkommunernes erfaringer med at implementere modellen.