Analyser af behandlingen hos Center for Seksuelt Misbrugte (CSM)

Senfølger af seksuelle overgreb

Social- og Boligstyrelsen udarbejder en undersøgelse af ventetiden og effekten af behandling hos Center for Seksuelt Misbrugte (CSM).

Projektperiode:

2024-2028 

Målgruppe:

Målgruppen omfatter voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i opvæksten på venteliste til og i behandling hos CSM.

Baggrund for projektet:

Der er politisk et ønske om at kunne tilbyde rettidig og virksom behandling til mennesker med senfølger, som har været udsat for seksuelle overgreb i barn- og/eller ungdommen før det 18. år (herefter opvæksten).

Centre for Seksuelt Misbrugte (CSM) har fået tilført 80 millioner kroner i perioden 2024-2027 til at opretholde og styrke eksisterende landsdækkende behandling til mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb i barndom og ungdom, herunder nedbringe ventelister. Aktuelt kan der i CSM være op til tre års ventetid til behandling. Ventetiden betyder, at behandlingen for nuværende ikke tilbydes rettidigt.

For klienter, som modtager behandling i CSM, viser forskningsstudier, at de efter behandlingen oplever bedringer i deres livssituation og trivsel baseret på validerede måleinstrumenter. Tilsvarende indikerer en SØM-beregning foretaget af Social- og Boligstyrelsen i 2022 af de budgetøkonomiske konsekvenser, at der er et positivt økonomisk potentiale ved behandlingen.

Vidensgrundlaget vedrørende indsatsers virkning og effekt bliver imidlertid fremhævet af interessenter og aktører på senfølgeområdet som begrænset. Et styrket vidensgrundlag om senfølgers omfang og behandlingens virkning kan understøtte den politiske ambition om at tilbyde en rettidig og virksom behandling, hvis behandlingstilbuddene tilpasses og målrettes grundlaget.

Analysen gennemføres med henblik på at undersøge udviklingen i ventelister til behandling (delanalyse 1) og behandlingens virkning (delanalyse 2).

Formål:

Formålet med delanalyse 1 er at følge udviklingen i ventelisterne og få viden om, hvordan ventetiden kan nedbringes. Formålet med delanalyse 2 er at belyse, hvordan behandling påvirker modtagere af behandling.

Dokumentation og evaluering:

Analysen består af to delanalyser:

Delanalyse 1: En analyse af udviklingen i ventelisterne til Centre for Seksuelt Misbrugte (CSM) i perioden 2024-2026.

Delanalyse 2: Registeranalyse af målgruppen på venteliste og i behandling hos Centre for Seksuelt Misbrugte og en analyse af virkningen og de budgetøkonomiske konsekvenser forbundet med behandling ved CSM (2024-2028).

Delanalyse 1 gennemføres af Social- og Boligstyrelsen sammen med CSM, mens delanalyse 2 gennemføres af Social- og Boligstyrelsen i samarbejde med CSM og SDU.

Samarbejdsparter:

Centre for Seksuelt Misbrugte (CSM) og Syddansk Universitet (SDU).

Finansiering:

Der er i perioden 2024 til 2028 afsat 2,8 mio. kr. (SSA23-midler).

Kontakt

Center for udsatte voksne