Projektperiode:
Projektet gennemføres i perioden december 2025 til februar 2027.
Målgruppe:
Den primære målgruppe for projektet er borgere med udviklingshæmning og dom efter domstype 2, som vurderes udslusningsparate fra sikret afdeling.
Den sekundære målgruppe er de aktører, som skal sikre en god overgangsproces for borgerne, herunder ledelse og medarbejdere på Kofoedsminde samt ledelse og medarbejdere hos de modtagende kommuner og botilbud.
Baggrund for projektet:
Styregruppen bag den kommunale afrapportering på fornyet behandling af central udmelding om borgere med udviklingshæmning og dom har anmodet Social- og Boligstyrelsen om at indgå i et fagligt samarbejde med landets kommuner om at sikre bedre overgang fra sikret afdeling for borgerne. Baggrunden for dette er bl.a., at der gennem en årrække er set en stigende tendens til længerevarende ophold under foranstaltningsdomme, hvor borgere med udviklingshæmning kun langsomt udsluses fra sikret afdeling.
Udslusning fra sikret afdeling forudsætter, at borgeren vurderes at have opnået et udviklingsniveau, hvor risikoen for tilbagefald til kriminalitet er minimal, og at modtagende kommune har de nødvendige ressourcer og faglige kompetencer til at understøtte et trygt og meningsfuldt videre forløb.
Formål:
Det overordnede formål med projektet er at understøtte kommunernes arbejde med at sikre bedre sammenhæng og overgang fra indsatsen på sikret afdeling til indsatsen i åbne tilbud for borgere med udviklingshæmning og domstype 2.
Vejen til dette er at:
- udarbejde en tydelig faseplan, som beskriver forløbet før, under og efter overgangen og sikrer, at borgerens støttebehov er velbeskrevet og forstået på tværs af aktører.
- løfte vidensniveauet hos kommunale sagsbehandlere samt personalet hos modtagende botilbud. Dette gøres ved at udvikle faglige materialer eller gennemføre andre vidensaktiviteter.
Dokumentation og evaluering:
VIVE laver en vidensafdækning for Social- og Boligstyrelsen, der udgives som en rapport og skal udgøre vidensgrundlaget for udviklingen af den faseplan, der også udgives som en del af projektet.
Samarbejdsparter:
Der nedsættes en arbejdsgruppen med deltagelse af Kofoedsminde og to VISO-leverandører, som sammen med Social- og Boligstyrelsen skal bidrage til at udvikle en faseplan. Herudover nedsættes en referencegruppe med to kommunale myndighedsrepræsentanter, en VISO-leverandør samt repræsentanter fra styregruppen domfældte og Region Sjælland.
Finansiering:
Projektet finansieres af VISOs ramme til rådgivning og vidensarbejde.