Niklas kamp med ensomhed, misbrug og psykose har han i dag vendt til noget positivt

27-årig Niklas står i dag et helt andet sted, end han gjorde for bare få år siden. For år tilbage kom han ind i et misbrug af stoffer, og det kulminerede i 2020, hvor han fik en psykose, og endte med at blive indlagt på psykiatrisk afdeling.

I teenageårene kæmpede Niklas med usikkerhed på sig selv, følelsen af ensomhed og det som han beskriver som en mur mellem ham selv og hans omgivelser. Det var nogle svære år for Niklas, og han begyndte at finde tryghed andre steder.

Lige så stille fandt han nogle venner, som måske også havde det svært ligesom ham selv, men som ikke sagde det højt. Han befandt sig lige pludseligt i et miljø, hvor hårde stoffer var en naturlig del af hverdagen

“Jeg var en dreng, der ikke kunne lide mig selv. Jeg troede ikke, jeg var god nok, og så blev stofferne en måde at gemme mig fra mig selv på,” fortæller Niklas.

Efter en periode med misbrug fik Niklas en psykose, der satte dybe spor. Han beskriver selv, hvordan han blev bange for verden, hørte stemmer, så ting, der ikke var virkelige, og havde svært ved at være til stede i hverdagen.

“Jeg kunne ikke engang gå en tur alene. Min familie måtte gå foran, bagved og ved siden af mig, fordi jeg var så bange for, at nogen ville skade mig,” forklarer Niklas.

I dag er han et andet sted. Han er medicineret, men har været symptomfri i næsten et år. Han træner, studerer HF – og har fundet en vej, hvor han kan bruge sine erfaringer til at hjælpe andre.

“Det vigtigste for mig er at have det godt. Om jeg er på medicin eller ej, betyder mindre. Jeg ved nu, at jeg kan leve et godt liv,” siger han.

For Niklas hænger ensomhed tæt sammen med den psykiske sygdom. Det minder ham om hinanden, fordi han føler sig afkoblet fra omverdenen – man står helt udenfor. I begge tilfælde er det virkelig vigtigt, at have nogen i sit liv, der rækker ud, mener Niklas.
“Jeg har været så taknemmelig for alle, der har hjulpet mig på min vej – familie, venner og kollegaer. Jeg har brugt alle de værktøjer, jeg har fået, og aldrig været for stolt til at tage imod hjælp,” fortæller han.

I dag er han selv optaget af at række ud til andre. Han sender dagligt beskeder til venner og familie, bare for at sprede lidt energi og vise, at han er der.
“Hvis man giver noget til verden, får man også igen. Det behøver ikke være stort – bare en besked kan gøre en forskel,” siger Niklas.

Følg med på Instagram!

Få inspirerende historier om ensomhed og råd til at række ud på Instagram:

@vaerensomraekkerud