Da Kirstens mand tog sit eget liv, ændrede hele hendes verden sig. Sorgen var altoverskyggende, og oveni mistede hun flere af de venner, som hun og hendes mand havde haft gennem årtier.
“Jeg følte mig som en zombie. Jeg var der nok, men jeg følte ikke, at nogen kunne se mig, sådan som jeg virkelig var,” fortæller Kirsten, der i en årrække oplevede en dyb ensomhed.
Skyldfølelsen fyldte også meget. Hun bebrejdede sig selv, at hun ikke havde set, hvor dårligt hendes mand havde haft det. Samtidig følte hun sig svigtet af de mennesker, der trak sig fra hende i den sværeste tid.
Men midt i mørket oplevede Kirsten også, hvad det betyder, når nogen rækker hånden ud. Hendes familie stod ved hendes side og hjalp hende igennem den første tid – både praktisk og følelsesmæssigt. Små handlinger og nærvær gav hende håb om, at hun kunne finde tilbage til livet.
Med årene er Kirsten kommet ind i nye fællesskaber og har fundet nye roller. Hun blev først reservebedste – og senere adopteret som “rigtig bedste” – i en familie, der manglede en bedstemor. Hun har børnebørn, bonusbørnebørn og nære relationer, som hun i dag kan støtte sig til.
“I dag er jeg ikke bange for at række ud. Før syntes jeg, det var pinligt at bede om hjælp, men nu ved jeg, at det er en styrke,” siger hun.
Når Kirsten ser tilbage, er der ingen tvivl om, hvad der har hjulpet hende mest: at tale åbent om det svære og turde række ud.
“Bare én, der rækker hånden ud, kan gøre en kæmpe forskel. Og omvendt kan det ændre et helt liv, hvis man selv tør sige: ‘Jeg har brug for dig’.”