Værktøjskassen. Dialog og refleksion om magtanvendelsesreglerne og en forebyggende praksis på voksenområdet

2026

Værktøjskassens ni redskaber giver viden om magtanvendelsesreglerne og inspirerer til dialog og refleksion over brug af reglerne og en forebyggende praksis.

I juni 2024 vedtog Folketinget nye regler for magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne med betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Lovændringerne trådte i kraft 1. juli 2024 og 1. januar 2025. Værktøjskassen er udviklet med henblik på at øge kendskabet og understøtte implementeringen af de ændrede regler.

Værktøjskassen henvender sig til ledere og fagpersoner, der arbejder med voksne med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne og som er inden for målgruppen for magtanvendelsesreglerne i servicelovens kap. 24, 24a og 24b.

Værktøjskassen består af ni redskaber og har fokus på at støtte jeres arbejde med at forebygge, håndtere og lære af situationer med magtanvendelse. Redskaberne kan I bruge i undervisning, på møder og direkte i hverdagen, hvor de på forskellig vis understøtter faglig dialog, fælles refleksion og konkrete handlinger før, under og efter et indgreb.

Samtidig kan værktøjskassen anvendes til at etablere en systematisk og forebyggende tilgang til arbejdet med at skabe trivsel og tryghed for både borgere og medarbejdere i hverdagen.

Værktøjskassen skal ikke gennemføres fra start til slut. Den er et fleksibelt udvalg af redskaber, som kan bringes i spil, når det giver mening i jeres praksis.

Redskaberne i værktøjskassen er udviklet med inspiration fra Social- og Boligstyrelsens rejsehold, der i 2022-25 har tilbudt rådgivningsforløb til forebyggelse af magtanvendelse. De er udviklet i samarbejde med PULS Læringscenter i Herning Kommune, som også har stået for afprøvning i praksis.

Hent publikationen her