Rapporten er en erfaringsopsamling, som VIVE har foretaget for Social- og Boligstyrelsen, vedrørende tilbuddet ”Styrket sagsbehandling i børnesager med grønlandske børn”. Tilbuddet varetages af foreningen Grønlandske Børn.
Tilbuddet har dels bestået i forskellige oplysningsaktiviteter bredt rettet til fagpersoner, dels rådgivning til børne- og ungerådgivere i forhold til konkrete sager.
Formålet med tilbuddet har været at give fagpersoner på børn- og ungeområdet større viden om grønlandske forhold og herigennem forbedre samarbejdet med familierne.
Temaerne har bl.a. være grønlandsk familie- og hverdagsliv og de historiske relationer mellem Grønland og Danmark.
Rapporten viser, at tilbuddet har nået en bred vifte af fagpersoner, blandt andet børne- og ungerådgivere, pædagogisk personale, plejefamilier, støttepersoner og organisationer på området.
Rapporten fastslår, at fagpersoner oplever at have fået værdifuld viden, der kan styrke samarbejdet med familier med grønlandsk baggrund og påpeger relevante spor for en evt. videreudvikling af indsatsen.
Kapitlerne 1 og 2 redegør for opbygningen og organiseringen af indsatsen og det overordnede formål.
Kapitlerne 3 og 4 beskriver de brede oplysningsindsatser og den konkrete sagsnære rådgivning, som tilbuddet består af, og drager konklusioner om fagpersonernes udbytte af tilbuddet samt muligheder for videreudvikling af indsatsen.
Rapporten er baseret på interviews med fagpersoner, der har benyttet tilbuddet, og rådgivere fra foreningen Grønlandske Børn samt skriftligt materiale om rådgivningsindsatsen.