Samarbejde på børnehandicapområdet mellem kommune og forældre i sorg og krise

2026

Udgivelsen afdækker eksisterende viden om krisereaktioner og sorgprocesser hos forældre til børn med funktionsnedsættelse. På baggrund heraf beskrives fem virksomme kerneelementer, der kan understøtte kommunens børne- og ungerådgivere i at håndtere forældrenes følelsesmæssige reaktioner i samarbejdet.

At få et barn med en funktionsnedsættelse kan påvirke en familie på flere forskellige måder, fx i form af forældrenes sorg- eller krisereaktioner.   

Et af de steder, forældrenes følelser kan komme til udtryk, er i kontakten med kommunen. Det kan påvirke samarbejdet negativt, hvis forældrene befinder sig i en svær følelsesmæssig situation, og rådgiveren samtidig mangler viden om forældrenes følelser, og hvordan de kan vise sig i samarbejdssituationen.

Det er baggrunden for denne vidensafdækning, som er målrettet børne- og ungerådgivere og deres ledelse.

Udgivelsen rummer et litteraturstudie af sorgprocesser og krisereaktioner hos forældrene. Det fremgår her, at sorgen kan være et livsvilkår for forældrene, som kan vise sig på mange måder - fx som stress, frygt, angst, chok, magtesløshed, fornægtelse, overbeskyttelse, isolation samt udbrændthed eller kronisk stress.

Det pointeres også, at sorgen kan tackles meget forskelligt – både fra familie til familie og for den samme familie på forskellige tidspunkter.

På baggrund af studiet beskrives en række virksomme kerneelementer, som hhv. rådgiverne og ledelsen kan arbejde med for at understøtte et konstruktivt samarbejde med forældrene:

  • At man som rådgiver skal have viden om sorg, krise og handicap, samt at denne viden skal bringes ind i mødet med familien.
  • At man som rådgiver skal have et helhedsorienteret perspektiv på hele familiens situation.
  • At man som rådgiver skal have fokus på at skabe en tillidsfuld relation til familien gennem en anerkendende og empatisk tilgang.
  • At man som rådgiver skal være tydelig og tilgængelig for familien samt følge op.
  • At man som ledelse på myndighedsområdet skal sikre organisatoriske forudsætninger, der muliggør ovenstående opmærksomhedspunkter for rådgiver.

Afdækningen skal danne afsæt for udvikling af konkrete materialer til anvendelse af børne- og ungerådgivere og potentielt en bredere gruppe af fagpersoner, der samarbejder med forældre til børn med funktionsnedsættelse.

Litteraturstudiet er baseret en analyse af 30 studier primært fra perioden 2020-2025. Studierne er fundet efter en søgning i udvalgte internationale og nordiske databaser samt søgning efter grå litteratur på udvalgte nordiske samt enkelte europæiske hjemmesider.

Vidensafdækningen er udført af VIVE for VISO i Social- og Boligstyrelsen.

Hent udgivelsen