Fritidsklar – En indsats til børn og unge med handicap 

Social- og Boligstyrelsen2026

Udgivelsen er en beskrivelse af indsatsen "Fritidsklar", som fokuserer på at styrke deltagelsen af børn og unge med handicap i almene fritidsfællesskaber.

"Fritidsklar" er en todelt indsats. Den ene del er organisatorisk og omhandler opbygning af et stærkt samarbejde omkring børn og unge med handicaps deltagelse i fritidsfællesskaber – både internt i kommunen på tværs af forvaltninger og mellem kommunen og de lokale fritidstilbud.
 
Den anden del er den borgerrettede del af indsatsen, hvor børn og unge med handicap i en afgrænset periode tilbydes støtte og vejledning for at komme i gang i et fritidstilbud. Dette sker gennem et individuelt forløb med en fritidsvejleder.
 
"Fritidsklar" er udviklet, implementeret og tilpasset i 2022-2025 med afsæt i erfaringer fra tre kommuner, som har arbejdet med indsatsen. Indsatsen er igangsat af Social- og Boligstyrelsen og evalueret af VIVE. På baggrund af erfaringerne er der lavet en beskrivelse af indsatsen og udviklet en række tilhørende redskaber. 
 
Indsatsbeskrivelsen redegør for det faglige fundament i indsatsen med fokus på børns udvikling gennem relationer, på vigtigheden af at barnets ønsker er styrende for fritidslivet, og på hvad der forstås ved begrebet deltagelse. 
 
Den beskriver derudover de organisatoriske forudsætninger for implementering af indsatsen: Det vil sige indsatsens organisering, behov for kompetencer og viden hos de involverede medarbejdere, samt ressourcer og rammer for arbejdet.
 
Dernæst redegør indsatsbeskrivelsen for indholdet i "Fritidsklar", som er opbygget i to dele med i alt seks kernelementer. Hvert kerneelement begrundes, og der gøres rede for udførslen og de tilhørende redskaber. 
 
Del 1: Forberedelse og fundament
  • Kerneelement 1: Opbyg samarbejde internt i kommunen
  • Kerneelement 2: Opbyg samarbejde mellem kommune og lokale fritidstilbud
Del 2: Individuel fritidsvejledning
  • Kerneelement 3: Afdæk barnets interesser, ønsker og behov samt mulighederne i det lokale udbud af fritidsaktiviteter
  • Kerneelement 4: Støt barnet i at deltage i fritidsfællesskabet
  • Kerneelement 5: Støt fritidstilbuddet i at modtage og inkludere barnet i fritidsfællesskabet
  • Kerneelement 6: Afstemt afslutning af forløb.

Hent publikationen

Supplerende materialer

Til indsatsen er der udviklet to guider, to redskaber til at arbejde med deltagelse, et inspirationsmateriale til fritidstilbud samt et registreringsark til styring af indsatsens drift.
 
Alle materialer kan bruges fleksibelt og kan hentes via nedenstående links: 
 
 

Hvis du vil vide mere

Udover indsatsbeskrivelsen er der også udgivet en evaluering af "Fritidsklar".
 
Evalueringen ser både på udviklingsarbejdet og på erfaringerne med indsatsen.