Udgivelsen er en evalueringsrapport, udarbejdet af VIVE for Social- og Boligstyrelsen.
Evalueringen belyser erfaringer med udvikling, implementering og omkostninger ved en sammenhængende indsats til unge i alderen 17-25 år, som lever i hjemløshed eller er i risiko for hjemløshed, herunder unge med grønlandsk baggrund.
Projektet er gennemført i samarbejde med fire kommuner over en toårig periode fra efteråret 2023 til december 2025. De deltagende kommuner er anonymiseret i rapporten.
Evalueringen bygger bl.a. på kvantitative registreringer om de unge og deres forløb samt kvalitative interviews med både unge, projektledere og projektmedarbejdere.
Indsatsmodellen, som evalueringen omhandler, er baseret på Housing First-tilgangen og består af fem indsatselementer:
- ICM-støtte (Intensiv Case Management)
- En systematisk boligindsats
- Samarbejde med KUI (den kommunale ungeindsats)
- En systematisk opsporingsindsats
- Understøttelse af de unges deltagelse i fællesskaber.
Læs mere om indsatsen og målgruppen i særskilt udgivelse.
Evalueringens resultater
Evalueringen viser, at ICM-metoden er velegnet til unge med komplekse og ofte længerevarende støttebehov. Den fleksible og intensive støtte opleves som relevant for både unge, der allerede befinder sig i hjemløshed, og for unge i risiko for at miste deres bolig.
Resultaterne peger på, at indsatsen fungerer bedst i samspil med en systematisk boligindsats, hvor hurtig adgang til en stabil bolig skaber bedre forudsætninger for at arbejde med de unges øvrige udfordringer. Samtidig viser evalueringen, at et tæt samarbejde med KUI (den kommunale ungeindsats) understøtter et styrket fokus på uddannelse og beskæftigelse for de unge i målgruppen.
Evalueringen belyser også betydningen af tværgående samarbejde i opsporingen af målgruppen, samt de unges forskellige ønsker og behov i forhold til fællesskaber.
Endelig indeholder publikationen en økonomisk analyse, der beskriver omkostningerne ved etablering og drift af ICM-indsatsen i de fire kommuner.
Publikationen henvender sig til beslutningstagere, ledere og fagprofessionelle i kommuner samt andre aktører, der arbejder med indsatser for unge i hjemløshed og social udsathed.