I den politiske aftale En bedre psykiatri (november 2023) blev det besluttet at fastsætte en ny overordnet målsætning for mindre tvang i psykiatrien.
Som led heri har vi gennemført en undersøgelse af tvangsindlæggelser. Undersøgelsen består af to delanalyser, der belyser hhv. borgernes oplevelser af forløbet (Komponent, 2026) og det tværsektorielle samarbejde forud for en indlæggelse (Social- og Boligstyrelsen, 2026).
Denne publikation er en samlet fremstilling af de væsentligste fund i de to delanalyser.
Det fremgår af udgivelsen, at antallet af borgere, der tvangsindlægges, har været relativt stabilt i perioden 2020-24 med et niveau på omkring 2.500 personer om året.
Samtidig ses der i årene 2020-2023 en markant stigning i andelen af borgere, der genindlægges med tvang inden for et år.
Særligt unge på 17, 18 og 19 år genindlægges med tvang. Det kan blandt andet afspejle overgangsproblematikker i den hjælp, støtte og behandling, de unge modtager ved overgangen fra børne-/ungeområdet til voksenområdet.
De borgere, som genindlægges med tvang, har generelt været indlagt i kortere tid end andre borgere i den tvangsindlæggelse, som gik forud for genindlæggelsen. Dette mønster flugter med fagprofessionelle aktørers bekymringer for, at det kan øge risikoen for en genindlæggelse med tvang, hvis borgere udskrives hurtigt i forhold til deres tilstand eller muligheden for at etablere den rette støtte og indsats uden for indlæggelsen.
Borgere på botilbud og anbragte på børne- og ungehjem, der er indlagt med tvang, har generelt kortere indlæggelser end andre borgere. Samtidig genindlægges de med tvang i større omfang end øvrige voksne, børn og unge. Samlet set kan det indikere, at borgere på botilbud og børne- og ungehjem udskrives for hurtigt i forhold til andre patienter, der indlægges med tvang i psykiatrien.
Blandt både borgere, pårørende og fagpersoner er der enighed om, at det i nogle tilfælde er nødvendigt at kunne indlægge med tvang for at forhindre fare og håndtere akutte kriser – også selvom indlæggelserne kan opleves som grænseoverskridende, umyndiggørende og skamfulde.
Der er også en fælles opmærksomhed på, at indlæggelser med tvang skal foretages så skånsomt som muligt, og at der er et potentiale for at nedbringe antallet af tvangsindlæggelser med forebyggende indsatser og et forbedret tværsektorielt samarbejde.
Flere borgere peger på, at de har oplevet at mangle relevante tilbud i forløbet op til indlæggelsen, eller at de bliver afvist i akutmodtagelsen og ikke kan blive frivilligt indlagt. For nogle af borgerne har det betydet, at de har tillært sig en måde at tale eller handle på, så de opfylder de faglige kriterier for en tvangsindlæggelse.
Generelt vidner undersøgelsen på flere leder om et udfordret system. Mere specifikt fremgår, at de væsentligste udfordringer for at nedbringe antallet af tvangsindlæggelser handler om:
- Forskellige lovgivninger og forskellige faglige tilgange mellem de professionelle aktører i forløbet op til en indlæggelse med tvang udfordrer et koordineret samarbejde
- Barrierer for informationsdeling på tværs af sektorer, fx mellem betjente i beredskabet og psykiatrien
- Manglende tværsektoriel koordination i forebyggende indsatser og efter udskrivning
Undersøgelsen peger også på konkrete greb og rammer, som kan virke forebyggende. Det kan eksempelvis være tværsektoriel koordinering af fleksible, frivillige indlæggelser – såsom brugerstyrede indlæggelser og elektive (planlagte) indlæggelser. De faglige aktører har også gode erfaringer med databaserede, tværsektorielle møder om udvalgte borgerforløb og forskellige former for undervisning og faglig opkvalificering, som øger aktørernes viden om psykisk sårbare borgere og om tvangsindlæggelser.