Svær selvskadende adfærd kan være så omfattende, at den giver funktionsnedsættelser på flere livsområder og i værste fald er livstruende. Målgruppen har samtidig ofte psykiske vanskeligheder og andre belastninger, herunder følger af omsorgssvigt. Der er således tale om en målgruppe med meget komplekse problemstillinger.
Rapporten sammenfatter hovedfundene fra en afdækning af virksomme socialfaglige indsatser til målgruppen. Afdækningen skal danne afsæt for udvikling af konkrete materialer til anvendelse af medarbejdere på botilbud og i bostøtten.
Vidensafdækningen består af et litteraturstudie og interview med fagpersoner og borgere. Rapporten belyser, hvad der kendetegner personer med svær selvskadende adfærd, og identificerer virkningsfulde indsatser, metoder og faglige tilgange, der kan være egnede i den socialfaglige indsats til denne målgruppe.
På baggrund af afdækningen formuleres seks anbefalinger, der overordnet lyder således:
- Tag udgangspunkt i at den selvskadende adfærd har en funktion for borgeren, så den sociale indsats i højere grad kan fokusere på adfærdens funktioner fremfor på adfærden i sig selv.
- Mød borgeren med ro, nysgerrighed og en ikke-dømmende tilgang.
- Støt borgeren i at udvikle og anvende alternative mestringsstrategier.
- Etabler en fælles faglig retning for håndtering af selvskadende adfærd på botilbud og i bostøtten.
- Sørg for som ledelse at sikre systematisk og jævnlig faglig refleksion, sparring og supervision.
- Styrk det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde gennem tydelig koordinering og en gennemgående kontaktperson.
Vidensafdækningen er udført af Metodecentret for VISO i Social- og Boligstyrelsen.
Læs mere her om voksne med psykiske vanskeligheder på social.dk