Modellen for Forebyggelse og håndtering af voldsomme situationer og magtanvendelse på børne- og ungehjem er udarbejdet i forbindelse med et modningsprojekt (2021-24). Otte børne- og ungehjem har deltaget i modningen af modellen. Social- og Boligstyrelsen har ydet processtøtte til børne- og ungehjemmene og har desuden evalueret modellen.
Modellen er relevant for ledelse og personale på børne- og ungehjem og kan både anvendes i relation til børn og unge med sociale problematikker og børn og unge med handicap.
I modellen beskrives et fælles børnesyn, som er bærende for indsatsen. De retningsgivende værdier i børnesynet er baseret på aktuel lovgivning og konventioner på børneområdet. Modellen beskriver derudover organisatoriske forudsætninger, som har betydning for at lykkes med omsætning af kerneelementerne i praksis.
Overordnet arbejdes der ud fra en forståelse af, at god forebyggelse og håndtering af voldsomme episoder og magtanvendelser i høj grad bygger på læring fra tidligere episoder. En systematisk opfølgning på alle konkrete konfliktsituationer – uanset om de afværges eller udvikler sig – er derfor afgørende.
Konkret rummer modellen seks kernelementer, som både udgør faglige fokusområder for indsatsen med konfliktforebyggelse- og håndtering og taler ind i det generelle pædagogiske arbejde for at sikre trivsel og udvikling for børnene og de unge.
Kerneelementerne er:
- Afdæk op til og i starten af anbringelsen barnets eller den unges situation, ønsker, ressourcer og behov, så I kan tage højde for dette ved indflytning og under hele anbringelsen.
- Samarbejd løbende med barnet eller den unge om tilrettelæggelsen af hverdagen for at understøtte barnet eller den unges medbestemmelse og mestring.
- Analysér og reflektér over faktorer, som kan påvirke barnets eller den unges aktuelle trivsel og tilrettelæg dagen derefter, så belastninger og eventuelle konflikter kan forebygges.
- Iværksæt konfliktnedtrappende tiltag i tilspidsede situationer for at undgå, at konflikten udvikler sig.
- Anvend skånsomme tiltag, hvis brug af magt er nødvendig for at beskytte barnet, den unge eller andre, så magtanvendelsen udføres så skånsomt og værdigt som muligt.
- Følg systematisk op på den faglige forebyggelse og efter en voldsom situation eller magtanvendelse med alle relevante parter, så tryghed bliver genetableret og det forebygges, at lignende situationer sker igen.