Netværk om socialt frikort

Social- og Boligstyrelsen driver et kommunalt netværk om det sociale frikort. Formålet med netværket er at styrke implementeringen og udbredelsen af frikortet gennem deling af erfaringer og faglig sparring. Der afholdes cirka 2-3 årlige arrangementer i netværket.

Hvad er netværket

Netværket har til formål at styrke kommunernes arbejde med det sociale frikort ved at bidrage til udvikling af gode arbejdsgange og inspirere til nye løsninger i arbejdet med frikortet.

Netværkets arrangementer vil løbende blive tilpasset efter deltagernes behov og ønsker, så netværket kan målrettes de udfordringer, der opleves i praksis.

Netværket forventes at samles til mindst ét årligt fysisk arrangement og et par virtuelle aktiviteter i løbet af året. Et arrangement vil typisk bestå af oplæg, fælles drøftelser og god tid til erfaringsudveksling i mindre grupper, hvor der er mulighed for at få sparring på udfordringer og løsninger.

Hvem kan indgå i netværket

Netværket er målrettet kommunale medarbejdere, der beskæftiger sig med det sociale frikort. Det kan være sagsbehandlere, jobkonsulenter, bostøtter, ledere og andre kommunale medarbejdere, som arbejder med det sociale frikort.

Alle kommuner er velkomne - både erfarne kommuner og kommuner, der er i gang med at påbegynde arbejdet med ordningen.

Praktisk om netværket

Det er gratis at være en del af netværket og deltage i de forskellige arrangementer. Som netværksdeltager modtager du særskilt information og invitationer til netværkets løbende arrangementer. Hvert arrangement kræver aktiv tilmelding fra gang til gang.  

Det er til hver en tid muligt at afmelde sig netværket igen.

Tilmeld dig netværket

Om det sociale frikort

Det sociale frikort giver borgerne mulighed for at tjene et vist beløb pr. kalenderår, aktuelt 44.691 kr., ved ordinært arbejde for virksomheder, offentlige myndigheder mv. Pengene er skattefri, og der modregnes ikke i ydelser som kontanthjælp, førtidspension eller boligsikring.

Frikortet skal give de mest udsatte borgere i samfundet bedre muligheder for at deltage i samfundets fællesskaber. Hensigten er desuden at tilskynde virksomheder til at tage et socialt ansvar.

Det er kommunerne, der visiterer til og udsteder sociale frikort.

Læs mere om ordningen

Tilmelding

Bliv en del af et fagligt netværk med andre, der arbejder med det sociale frikort.

Tilmeld dig her

Første arrangement

Kom til netværkets første arrangement den 22. oktober 2026, som afholdes i Odense. Første gang er der fokus på, hvordan det sociale frikort anvendes på tværs i landets kommuner.

Tilmeld dig arrangementet her