Social- og Boliganalyse: Unge uden uddannelse eller job - Budgetøkonomisk potentiale

Social- og Boligstyrelsen2026
Social- og Boliganalyse - Unge uden uddannelse og job

Analysen viser, at der kan være en stor økonomisk gevinst i at hjælpe unge uden uddannelse eller job til at komme i beskæftigelse. Potentialet er særligt stort, når der er tale om unge i udsatte positioner med øget risiko for at forblive uden uddannelse eller job.

En betydelig andel af unge uden uddannelse eller job har også andre udfordringer og har mange og forskelligartede kontakter med velfærdssystemet. Disse unge er i risiko for at forblive uden for uddannelse og job i længere tid. Det drejer sig bl.a. om unge med funktionsnedsættelser eller misbrug, eller unge, som har været anbragt uden for hjemmet i barndommen.

Analysen belyser, hvordan den offentlige økonomi påvirkes, når unge i alderen 18-23 år, der står uden for uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet, kommer i enten uddannelse eller job. Analysen er baseret på ’Den Socialøkonomiske Investeringsmodel’, SØM, og registeranalyser.

Hovedresultater

  • Unge uden uddannelse eller job har ofte mange og forskelligartede kontakter med velfærdssystemet. Når en ung i gruppen starter på en uddannelse eller kommer i beskæftigelse, påvirker det derfor typisk også kontakterne med de forskellige velfærdsområder, herunder det sociale område og beskæftigelsessystemet.
  • Lykkes det at få en ung i uddannelse eller job, kan det offentlige potentielt spare gennemsnitligt lidt over 300.000 kr. pr. ung set over en 8-årig periode. For delmålgruppen i særlig risiko for at forblive uden uddannelse eller job pga. fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, misbrug eller anbringelse uden for hjemmet i barndommen, er det budgetøkonomiske potentiale over en 8-årig periode på ca. 400.000 kr pr. ung.
  • På kort sigt er der væsentligt øgede offentlige udgifter, når en ung tager en uddannelse – men analysen viser, at udgifterne kan betragtes som en investering, der gavner både den unge og samfundet på sigt.

Det budgetøkonomiske potentiale er i høj grad drevet af nogle få, men meget væsentlige ændringer i den unges brug af især sociale indsatser, indkomstoverførsler og øgede skattebetalinger fra beskæftigelse.

Investering i de unge

Analysen kan blandt andet være med til at styrke beslutningsgrundlaget for investeringer i virksomme indsatser, der retter sig mod nogle af de unge, som er længst fra uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Eksempelvis unge med psykiatriske diagnoser eller unge, som har været anbragt uden for hjemmet i barndommen.

Mere viden

Analysen medregner ikke omkostninger til konkrete indsatser og siger ikke noget om, hvad der skal til, for at få unge i job og uddannelse. Men det positive potentiale viser, at indsatser, der giver unge uddannelse og beskæftigelse, ofte kan betale sig over tid.

Kommuner og andre kan selv lave beregninger af investeringspotentialet ved konkrete indsatser, der skal hjælpe unge i job eller uddannelse i SØM.

Hent SØM her