Svens vej fra ensomhed til fællesskab - Erfaringer med frivillige fællesskabsguider

2025

Folderen giver inspiration til, hvordan kommuner, civilsamfund og private aktører kan bygge bro mellem borgere i sundhedsvæsnet, der oplever ensomhed, og lokale fællesskaber. Folderen tager afsæt i en case om 78-årige Sven.

Folderen beskriver de foreløbige erfaringer med Røde Kors’ arbejde med frivillige fællesskabsguider, der bygger bro fra borgere i det lokale sundhedsvæsen til lokale fællesskaber.

Der tages udgangspunkt i en konkret case om den 78-årige Svens møde med en fællesskabsguide og hans vej ind i et lokalt fællesskab, som kan imødekomme hans behov for socialt samvær, der ikke er meget forpligtende.

Der beskrives også opmærksomhedspunkter til brobygningen mellem borgerne og de forskellige tilbud, og der fortælles om, hvordan Røde Kors’ frivillige fællesskabsguider arbejder. Endelig kommer folderen omkring det tværsektorielle samarbejde mellem civilsamfund, sundhedsvæsen og kommune.

Brobygning mellem borgere og lokale fællesskaber kan fx kræve:

  • At fællesskabsguiden har et overblik over lokale fællesskaber
  • At guiden støtter borgeren, til de sammen har fundet det rette match
  • At der etableres øvefællesskaber, hvor borgeren lærer at opbygge relationer i et trygt fællesskab
  • Et systematisk og vedvarende samarbejde på tværs af sektorer.

Røde Kors’ projekt finder sted i Holstebro i et samarbejde mellem organisationens lokalafdeling, Center for Sundhed, Regionshospitalet Gødstrup og det lokale frivilligcenter. Projektet er finansieret af offentlige midler fra den såkaldte SSA-aftale 2022-2025 og løber i perioden april 2024 – juni 2027.