Kirstens vej fra ensomhed til fællesskab - Erfaringer med sociale brobyggere

2025

I folderen beskrives projektet Social Henvisning, som er et systematisk samarbejde mellem Ældre Sagen og privatpraktiserende læger om at bygge bro mellem borgere, der oplever ensomhed, og lokale fællesskaber. Der tages afsæt i en case om 92-årige Kirsten.

Ved at formidle Ældre Sagens foreløbige erfaringer med projektet Social Henvisning giver folderen inspiration til, hvordan kommuner, civilsamfund og private aktører kan arbejde med brobygning mellem borgere i sundhedsvæsnet, der oplever ensomhed, og lokale fællesskaber.

Brobyggerne er ansatte i Ældre Sagen og hjælper borgere med en ensomhedsproblematik ind i lokale fællesskaber. Folderen tager udgangspunkt i en case om den 92-årige enke Kirsten. Hendes praktiserende læge bliver opmærksom på, at hun føler sig ensom, hvorefter Ældre Sagens brobygger hjælper Kirsten ind i en lokal netværkscafé.

Folderen beskriver, hvordan Ældre Sagens brobyggere arbejder, og fremhæver centrale opmærksomhedspunkter i det tværsektorielle samarbejde mellem civilsamfund, sundhedsvæsen og kommune.

Brobygning mellem borgere og lokale fællesskaber kan fx kræve:

  • At øvefællesskaber etableres som trinbræt til varige fællesskaber
  • En tydelig rolleafgrænsning: Brobyggeren løser fx ikke kommunale opgaver, men kan supplere dem.
  • At dialog med alle samarbejdspartnere, fra læger til lokale tilbud, prioriteres, så ressourcer udnyttes bedst muligt.

Projektet er et samarbejde mellem alle de alment praktiserende læger i Vesterbro-Sydhavnen, Ældre Sagen og Frivilligcenter VSV. Projektet er bl.a. finansieret af midler fra SSA-aftalen 2022-2025 og TrygFonden. Projektet løber i perioden juni 2024 – januar 2027. Siden maj 2025 er det med støtte fra Novo Nordisk Fonden blevet muligt at inkludere patienter i aldersgruppen 18-59 år i projektet.