Udbud: Børnekatalogets kurser og administration i perioden 2027-2030

Social- og Boligstyrelsen udbyder opgaven med at udvikle, gennemføre og administrere kurser i Børnekataloget 2027-30. Børnekataloget har til formål at understøtte kompetenceudvikling i sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet. Tilbudsfrist: 22. september 2026.

Børnekataloget består af en række kurser, som kommuner kan tilmelde sig eller rekvirere til at kompetenceudvikle deres medarbejdere og ledere.

Børnekataloget har eksisteret i en årrække, og de nuværende kontrakter udløber med udgangen af året. Opgaven genudbydes derfor for den kommende kontraktperiode: 2027-2030.

Den udbudte opgave

Formålet med kurserne er at understøtte kompetenceudvikling i sagsbehandlingen på det specialiserede børne- og ungeområde.
Opbygningen af Børnekataloget er revideret og vil i perioden 2027-30 bestå af ét obligatorisk grundmodul med fokus på kvalitet i sagsbehandlingen samt disse valgfrie moduler:

  • Kvalitet i sagsbehandlingen – udvidet kursus
  • Sagsbehandling i sager om anbringelse af børn og unge
  • Sagsbehandling i sager om vold og overgreb mod børn og unge
  • Kvalitet i sagsbehandlingen med ICS (Integrated Children's System)
  • Inddragelse af børn og unge i sagsbehandlingen
  • Kvalitet i sagsbehandlingen med udredningsværktøjet på handicapområdet

Udbuddet omfatter to delopgaver:

  1. Udvikling og gennemførelse af en række kursusmoduler
  2. Administration af kursusforløbene, herunder tilmelding, koordinering og øvrige administrative opgaver

Social- og Boligstyrelsen ønsker at indgå en kontrakt med en leverandør, der kan varetage begge delopgaver. Det vil dog være muligt for flere leverandører at byde sammen, eksempelvis i et konsortium.

Praktiske oplysninger

Den samlede beløbsramme er på i alt 13.497.432 kr. ekskl. moms. for hele kontraktperioden

Kontrakten løber fra januar 2027 til december 2030.

Tilbudsfristen er 22. september 2026 kl. 12.00.

Udbudsmaterialet er tilgængeligt i det digitale udbudssystem EU-Supply. Al aktivitet vedrørende udbuddet (herunder spørgsmål og svar) vil ske via dette.

Hent udbudsmaterialet i EU-Supply

Man skal logge sig på som bruger for at kunne se materialet. Det er gratis at oprette sig i systemet, og en registrering som bruger medfører ikke en pligt til at afgive tilbud.

EU-Supply Support kan kontaktes på mail dksupport@eu-supply.com eller på telefon 70 20 80 14, hvis der er brug for teknisk assistance.