Risici ved MgO-plader
Det har siden 2015 været kendt, at anvendelsen af MgO-plader kan føre til et stærkt korrosivt miljø for stål, og at de ikke er egnede som vindspærre i det danske klima. Det skyldes, at pladerne kan suge fugt, der kan medføre skader i hele bygningen. Dertil kommer, at ophobningen af fugt kan medføre, at fastgørelser, der fastholder f.eks. facadeplader eller franske altaner, kan korrodere inden for en kort årrække.
Undersøgelse af altanulykke
I juli 2026 faldt en fransk altan ned fra tredje sal på en ejendom på Frederikssundsvej 84-86 i København. På baggrund af hændelsen iværksatte Social- og Boligstyrelsen en undersøgelse af de tekniske årsager til ulykken og det begivenhedsforløb, der førte til ulykken. Undersøgelsen er gennemført af BUILD, Aalborg Universitet.
Undersøgelsen af altanulykken viste, at MgO-plader i bygningens klimaskærm bidrog til gennemtæring af de bærende skruer, der fastgjorde altanen. Ifølge undersøgelsen skyldes gennemtæringen en kombination af et aggressivt miljø bag klimaskærmen, hvor der sad MgO-plader, et spinkelt ophæng og mangelfuld fugtteknisk projektering.
Social- og Boligstyrelsens anbefalinger
På baggrund af hændelsen på Frederikssundsvej 84-86 og undersøgelsen, anbefaler Social- og Boligstyrelsen, at bygningsejere undersøger deres bygning ved mistanke om anvendelse af MgO-plader. Dette gælder byggeri opført i perioden 2010-2015, eller byggeri der har gennemført facaderenoveringer i samme periode. Social- og Boligstyrelsen anbefaler, at der ved fund af MgO-plader foretages de nødvendige forholdsregler afhængig af den konkrete bygnings tilstand.
Relevante regler
Efter byggelovens § 14, stk. 1, er det bygningsejerens ansvar, at en bygning holdes i en stand, så den er sikker og sund at anvende for bygningens beboere og andre brugere. Det indebærer bl.a., at bygningen skal fremstå i en stand, hvor der f.eks. ikke er risiko for sammenstyrtning eller indtrængning af vand, ligesom der ikke må være bygningsdele, der er nedbrudte i en grad, hvor de ikke længere er funktionsdygtige.
Læs mere om undersøgelse af fransk altan-kollaps på Frederikssundsvej, København NV