MOVE er en evidensbaseret behandlingsmetode, som er udviklet til unge mellem 15-25 år med et behandlingskrævende forbrug af rusmidler. Metoden, der består af løbende samtaler kombineret med kognitiv adfærdsterapi, er dog en kostelig affære. Til gengæld hjælper metoden ikke kun den unges afvænning, men bidrager også til mindre kriminalitet og øget tilslutning til uddannelser.
Metoden har til formål at fastholde flere unge i behandling, øge deres trivsel og støtte dem i at opnå stoffrihed og positive sociale resultater, herunder uddannelse og beskæftigelse.
Metodens opbygning
MOVE bygger på en struktureret samtaleform, hvor samtalerne kombinerer elementer fra kognitiv adfærdsterapi med den motiverende samtale. Indledningsvist gennemgår den unge i optakten på forløbet en screening med redskabet UngMap, som skaber grundlag og basis for en behandlingsplan med klare mål.
Selve behandlingen består af et primær forløb med 12 faste samtaler, efterfulgt af opfølgende samtaler over seks måneder.
I forløbet anvendes desuden trivsels- og effektmonitorering, skriftlige statusbreve, sms-påmindelser samt gavekort som motivationsfremmende elementer.
Resultater fra MOVE-metoden
Effekten af MOVE er undersøgt i en randomiseret kontrolleret undersøgelse (2019) i 9 kommuner. Deltagerne er blevet interviewet af flere omgange efter, de er påbegyndt behandlingen.
Resultaterne viser, at MOVE er en effektiv metode til opnåelse af stoffrihed, hvor 50 % af de interviewede unge er stoffrie 9 måneder efter indskrivning. Evalueringen viser også, at MOVE fastholder de unge i behandlingen, nedbringer andelen, der begår kriminalitet, og øger andelen i uddannelse.
De gode effekter af MOVE er i store træk fastholdt 21 måneder efter de unges indskrivning i behandling.
Center for Rusmiddelforskning har undersøgt implementeringen af MOVE i de 9 kommuner, der har afprøvet metoden. Undersøgelsen viser, at effekten af MOVE hænger sammen med, at metoden følges stringent og systematisk. Desuden viser undersøgelsen, at der er sket et kompetenceløft blandt medarbejderne.
VIVE har lavet en vurdering og analyse af de økonomiske omkostninger og konsekvenser ved kommunernes brug af MOVE. Undersøgelsen viser, at MOVE giver en nettogevinst efter det tredje år, og at metoden er omkostningseffektiv for den offentlige sektor sammenlignet med almindelig rusmiddelbehandling. De økonomiske omkostninger består af udgifter til gavekort og flere samtaler end ved anden rusmiddelbehandling. De positive økonomiske konsekvenser skyldes lavere omkostninger til sundhedsydelser og overførselsindkomster.
Læs videre om MOVE-metoden her.