Mange småbørnsfamilier møder flere dele af den offentlige sektor i løbet af graviditeten og barnets første leveår. Særligt for familier i en sårbar eller udsat position kan det være vanskeligt at navigere mellem forskellige tilbud, fagområder og myndigheder. Ved at samle indsatserne og styrke det tværprofessionelle samarbejde bliver det lettere for familierne at få den rette støtte i tide.
Familiehuse kan understøtte denne udvikling ved at skabe rammer for tidligere, mere sammenhængende og helhedsorienterede indsatser, hvor fagprofessionelle samarbejder tættere om familiernes behov.
Et familiehus kan både være et specifikt fysisk sted og en tværgående organisering, der styrker sammenhængen mellem relevante tilbud, fagområder og sektorer.
Social- og Boligstyrelsen har på den baggrund udmeldt en ansøgningspulje på 43,3 mio. kr. til etablering eller udvikling af familiehuse.
Målgruppe
Ansøgningspuljens målgruppe er kommende forældre og forældre med børn, primært småbørnsforældre til børn i alderen 0-6 år. Der er særligt fokus på forældre, som har brug for en mere individuel og håndholdt hjælp til at være familie.
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er 14. september 2026 kl. 23:59.
Hvem kan søge?
Puljen kan søges af kommuner.
Ansøgende kommuner skal være opmærksomme på, at der skal anvendes MitID Erhverv (med kommunens CVR-nummer) ved oprettelse og indsendelse af ansøgninger.
Læs mere om puljen
Informationsmøde
Der afholdes et virtuelt informationsmøde 23. juni 2026 kl. 10.00.
På mødet får I:
- Generelle informationer om puljen
- Oplysninger om krav til ansøgere og deadlines
- Gennemgang af puljematerialerne
- Information om, hvordan man søger puljen via Tilskudsportalen.
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål.
Tilmelding til informationsmøde