Når der er viden eller mistanke om, at et barn eller ung har været udsat for vold eller seksuelle overgreb, skal kommunen benytte et børnehus, hvis sagen involverer politi eller sygehusvæsen. Børnehuset bistår med at afdække barnets behov for særlig støtte i et notat, der skal kvalificere kommunens børnefaglige undersøgelse.
Data for perioden 2020-22 viser, at kommunerne iværksatte en foranstaltning inden for seks måneder efter børnehusforløbet i 67 pct. af sagerne, hvor børnehuset anbefalede støtte. Mellem kommunerne indbyrdes er der en del variation i andelen af børn og unge, der modtog foranstaltninger efter børnehusforløb.
En ny analyse fra Social- og Boligstyrelsen undersøger, hvilke drivkræfter og barrierer kommuner oplever for at iværksætte foranstaltninger efter et børnehusforløb. Analysen indeholder også konkrete anbefalinger både til kommunerne og til børnehusene.
Manglende motivation og ventetid på notat
Blandt flere drivkræfter og barrierer viser analysen, at barnets og familiens motivation er under pres under et børnehusforløb. Det kan skyldes, mener nogle kommuner, at forløbet er udtrættende for barn og forældre. Der kan også være familier, der oplever, at det forløb, der har været i børnehuset, i sig selv har været en hjælp.
Kommunerne oplever desuden, at der går uforholdsmæssig lang tid, før de får det afsluttende notat fra børnehuset.
Det kan medføre, at notatet giver et forældet billede af barnets situation og ikke afspejler tiltag og hændelser, der kan have ændret støttebehovet i mellemtiden. I nogle tilfælde har kommunen fx valgt at iværksætte støtte, inden forløbet i børnehuset er afsluttet.
Analysen viser også, at typen af overgreb og barnets belastningsgrad har betydning for, i hvor høj grad kommunen sætter en foranstaltning i værk. Seksuelle overgreb giver eksempelvis oftere anledning til foranstaltninger end fysisk og psykisk vold.
Anbefalinger til kommuner og børnehuse
På baggrund af analysens resultater opstilles nogle anbefalinger til landets kommuner og børnehuse med fokus på, hvad de kan gøre for at afhjælpe barriererne.
Eksempelvis kan kommunerne sikre overblik over deres egen praksis i sagerne på området, så eventuelle uhensigtsmæssige mønstre bliver mere synlige og kan håndteres. Kommunerne anbefales også at sikre gennemgående børne- og ungerådgivere under børnehusforløbet og være mere opmærksomme på at sparre med børnehuset undervejs.
Børnehusene anbefales blandt andet at forholde sig til tiltag overfor og ændringer i barnets og familiens situation under udredningsforløbet, så de perspektiver kan integreres i notatet. Børnehusene kan også se på, om ventetider på udredninger kan nedbringes.
Viden og anbefalinger til et komplekst område
”Med børnehusmodellen ønsker man politisk, at den tværfaglige og tværsektorielle indsats ved overgreb mod børn og unge skal være kvalificeret og af høj kvalitet på tværs af landet. Det er et komplekst felt, og der er næppe nogen, der har med disse sager at gøre, som ikke er meget opmærksomme på at sikre børnene og de unge den bedst mulige indsats. Rapporten gør os klogere på de faktorer, der kan påvirke, hvordan der i praksis bliver handlet i den enkelte sag. Der er vigtig viden og anbefalinger, som jeg håber, kommer både kommuner, børnehuse og først og fremmest børnene til gavn,” siger direktør i Social- og Boligstyrelsen Ellen Klarskov Lauritzen.
Hent analysen her