Der skal være mindre tvang i psykiatrien. Det fremgår af den politiske aftale En bedre psykiatri (november 2023).
I arbejdet med at nedbringe brugen af tvang har der – indtil nu – primært været fokus på tvang under indlæggelsen. I en ny undersøgelse rettes blikket mod de tilfælde, hvor selve indlæggelsen foregår med tvang. Målet er at blive klogere på de forløb, der går forud og dermed også få mere viden om forebyggelsesmulighederne.
Særligt unge genindlægges med tvang
Undersøgelsen viser, at antallet af borgere, der tvangsindlægges, har været relativt stabilt i 2020-24, hvor niveauet i hele perioden har ligget omkring 2.500 personer om året. Men samtidig er der sket en markant stigning i andelen, der genindlægges med tvang.
Det gælder ikke mindst blandt børn og unge: I 2020 var det 24 pct., der blev genindlagt med tvang indenfor et år. I 2023 var andelen 41 pct. På voksenområdet er de tilsvarende tal 21 pct. og 30 pct.
Det er særligt unge på 17, 18 og 19 år, der genindlægges med tvang. Det kan blandt andet afspejle overgangsproblematikker i den hjælp, støtte og behandling de modtager ved overgangen til voksenområdet.
De borgere, som genindlægges med tvang, har typisk været indlagt i relativt kort tid før genindlæggelsen. Dette mønster flugter med fagpersoners bekymringer for, at det kan øge risikoen for en genindlæggelse med tvang, hvis borgerne udskrives hurtigt. Det kan både dreje sig om, at de ikke er kommet sig tilstrækkeligt, og at der kan være problemer med at nå at få en støtteindsats på plads efter borgeren er udskrevet.
Analysen kan også indikere, at borgere på botilbud og børne- og ungehjem i højere grad end andre udskrives for hurtigt.
Potentiale for bedre forebyggelse
Blandt både borgere, pårørende og fagpersoner er der enighed om, at det i nogle tilfælde er nødvendigt at kunne indlægge med tvang for at forhindre fare og håndtere akutte kriser – også selvom indlæggelserne kan opleves som grænseoverskridende, umyndiggørende og skamfulde.
Nogle tvangsindlæggelser ser dog ud til at have sin rod i et generelt udfordret område. Flere borgere fortæller, at de har manglet relevante tilbud i tiden op til indlæggelsen, eller at de bliver afvist i akutmodtagelsen og ikke kan blive frivilligt indlagt. For nogle har det betydet, at de har lært sig en måde at tale eller handle på, så de opfylder de faglige kriterier for en tvangsindlæggelse.
Undersøgelsen peger på, at der er et potentiale for at nedbringe antallet af tvangsindlæggelser gennem et styrket samarbejde på tværs af sektorer. Samarbejdet er i dag udfordret af flere forhold, eksempelvis kan både forskellige lovgivninger og forskellige faglige tilgange mellem de professionelle aktører besværliggøre et koordineret samarbejde.
Andre udfordringer, der peges på, er barrierer for informationsdeling på tværs af sektorer, fx mellem betjente i beredskabet og psykiatrien, og manglende tværsektoriel koordination i forebyggende indsatser og efter udskrivning.
Undersøgelsen peger også på konkrete greb og rammer, som kan virke forebyggende. Det kan eksempelvis være tværsektoriel koordinering af fleksible, frivillige indlæggelser – såsom brugerstyrede indlæggelser og elektive (planlagte) indlæggelser.
De faglige aktører har også gode erfaringer med databaserede, tværsektorielle møder om udvalgte borgerforløb og forskellige former for undervisning og faglig opkvalificering, som øger aktørernes viden om psykisk sårbare borgere og om tvangsindlæggelser.
To delanalyser – og en opsamling på tværs
Undersøgelsen består af to delanalyser. Den første belyser borgernes oplevelser af forløbet omkring en tvangsindlæggelse og er udarbejdet af Komponent for KL. Den anden belyser det tværsektorielle samarbejde forud for en tvangsindlæggelse og er gennemført af Social- og Boligstyrelsen.
Hent analysen på kl.dk om borgernes oplevelser (pdf)
Hent analysen om det tværsektorielle samarbejde (pdf)
Social- og Boligstyrelsen og Komponent har også lavet en kortere udgivelse, der samler de væsentligste fund fra de to delanalyser.
Hent publikationen