Social- og Boligstyrelsen har udmeldt en ansøgningspulje til etablering af nye frivilligcentre.
Puljens formål er at støtte etablering af nye frivilligcentre, der skal gøre det lettere for den enkelte borger at engagere sig i frivilligt socialt arbejde og styrke samspillet mellem kommuner og frivillige foreninger på det sociale område.
Hvad er et frivilligcenter?
Et frivilligcenter er en selvejende institution eller frivillig forening, som arbejder i et afgrænset lokalområde – typisk en kommune.
Et frivilligcenter har til formål at støtte, synliggøre, udvikle og fremme det lokale frivillige sociale arbejde og foreningsliv, som har et socialt sigte. Frivilligcentrenes tilbud retter sig både mod foreninger og mod borgere, der enten selv vil være frivillige eller ønsker at gøre brug af et tilbud i en frivillig forening.
Målgruppe
Målgruppen er borgere, der har gavn af frivilligt socialt arbejde, og borgere og sammenslutninger, som enten selv er engageret i frivilligt socialt arbejde eller har ønsker herom.
Ansøgningsfrist
Der er ansøgningsfrist den 18. august 2025 kl. 23:59.
Hvem kan søge?
Ansøgningspuljen kan søges af kommuner, frivillige foreninger og selvejende institutioner, der tager initiativ til etablering af et nyt frivilligcenter, og som kan dokumentere en kommunal medfinansiering på minimum 190.000 kr. i det første etableringsår og minimum 270.000 kr. i det andet etableringsår.
Læs mere om puljen
Informationsmøde
Social- og Boligstyrelsen afholder et virtuelt informationsmøde om puljen den 11. juni kl. 10.00 - 11.00.
På mødet får I:
- Generelle informationer om puljen
- Oplysninger om krav til ansøgere og deadlines
- Gennemgang af puljematerialerne
- Information om, hvordan man søger puljen.
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål.
Tilmeld dig informationsmødet