Pulje: Ansættelse af sociale viceværter

30-04-2025

Der er udmeldt en ansøgningspulje til ansættelse af sociale viceværter, der kan være med til at sikre til et trygt og godt bomiljø. Det skal bl.a. bidrage til, at borgere, der tidligere har været hjemløse, eller er i risiko for at blive det, beholder deres bolig. Ansøgningsfrist: 26. juni 2025 kl. 23:59.

Med reformen på hjemløshedsområdet, der trådte i kraft 1. oktober 2023, forventes kommunerne at få et øget fokus på boliger til borgere, der før har været hjemløse eller er i risiko for at blive det. Egnede boliger kan opnås gennem samarbejde med boligorganisationer, som stiller en andel af deres boliger til rådighed for kommunal anvisning gennem udlejningsaftaler.

Tilknytning af sociale viceværter forventes at bidrage til et trygt og godt bomiljø ved at styrke den enkelte borgers trivsel og de sociale relationer mellem beboerne. Det kan øge mulighederne for at borgeren beholder sin bolig, og samtidig styrkes samarbejdet mellem kommuner og boligorganisationer.

Sociale viceværter kan dermed fungere som et bindeled, der skaber bedre sammenhæng mellem mennesker og systemer og bidrager til en mere stabil hverdag for alle.

Social- og Boligstyrelsen har på den baggrund udmeldt en ansøgningspulje på 6,6 mio. kr. til ansættelse af sociale viceværter.

Målgruppe

Ansøgningspuljens målgruppe er dels personer, der tidligere har levet i hjemløshed, og som har fået egen bolig, og dels personer i risiko for at havne i hjemløshed.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er torsdag 26. juni 2025 kl. 23:59.

Hvem kan søge?

Ansøgningspuljens ansøgerkreds er kommuner.

Ansøgende kommuner skal være opmærksomme på, at der skal anvendes MitID Erhverv (med kommunens CVR-nummer) ved oprettelse og indsendelse af ansøgninger.

Læs mere om puljen 


Informationsmøde

Der afholdes et virtuelt informationsmøde 21. maj 2025.

På mødet får I: 

  • Generelle informationer om puljen
  • Oplysninger om krav til ansøgere og deadlines
  • Gennemgang af puljematerialerne
  • Information om hvordan man søger puljen via vores Tilskudsportal.

Der vil være mulighed for at stille spørgsmål.

Tilmelding til informationsmøde

Kontakt

Tilskudsadministration

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her