Nyt e-læringsforløb: Styrket integrationsfaglighed i socialt arbejde

10-12-2025

Er du børne- og ungerådgiver og arbejder med udsatte familier med ikke-vestlig baggrund? Så er dette e-læringsforløb skræddersyet til dig! Traumer, æresrelaterede konflikter og brug af tolk er nogle af de emner, du kan få indblik i via forløbet, der både giver dig konkrete værktøjer og lægger op til faglig refleksion.

Alle familier – uanset baggrund – skal have lige muligheder. Familier med ikke-vestlig baggrund i udsatte positioner kan stå over for særlige udfordringer, som kræver ekstra faglig opmærksomhed for at sikre, at familierne modtager indsatser, der matcher deres støttebehov. (se boks).

Din socialfaglige viden og erfaring som børne- og ungerådgiver er naturligvis en helt central i arbejdet med udsatte familier med ikke-vestlig baggrund. Men der kan være behov for at koble mere på.

Social- og Boligstyrelsen, Styrelsen for International Integration og Rekruttering og Ankestyrelsen lancerer derfor nu et nyt e-læringsforløb, der er specifikt rettet mod at styrke integrationsfagligheden i arbejdet med børn og unge, der har en ikke-vestlig baggrund.

Hvad er integrationsfaglighed?

En integrationsfaglig tilgang indebærer blandt andet indsigt i de særlige kulturelle forhold, der kan gøre sig gældende for målgruppen.

Det er samtidig vigtigt, at man er opmærksom på den specifikke families erfaringer og livsomstændigheder – og både familiens og ens egne forforståelser.

Der kan også være behov for at have ekstra fokus på tillid, tydelighed og rammesætning og på at fortælle familien om rettigheder og pligter i forhold til dansk lovgivning på området.

Sådan er forløbet bygget op

E-læringen består af fem moduler, som du kan tage i dit eget tempo. Det første giver en generel introduktion til området. De øvrige moduler fokuserer på forskellige centrale opmærksomhedspunkter i mødet med familier med ikke-vestlig baggrund:

Modul 1: Integrationsfaglighed som del af dit socialfaglige arbejde
Modul 2: Risikofaktorer for udsathed hos børn og unge med ikke-vestlig baggrund
Modul 3: Æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol
Modul 4: Traumeramte familier med ikke-vestlig baggrund
Modul 5: Brug af tolk

Alle modulerne har fokus på at introducere viden om området og give inspiration til nye handlemuligheder, ligesom der lægges op til refleksion over egen praksis. Forløbet afsluttes med en fiktiv case.  

Det praktiske

E-læringsforløbet stilles gratis til rådighed for landets kommuner og andre interesserede. Modulerne kan tages individuelt eller som led i en fælles kompetenceudvikling på din arbejdsplads.

Læs mere om e-læringen

Rådgivningstilbud

Social- og Boligstyrelsen, Ankestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration tilbyder gratis rådgivning til kommuner, der ønsker at styrke indsatsen i forhold til udsatte børn og unge med ikke-vestlig baggrund.

Rådgivningen har fokus på at understøtte medarbejdernes dialog og refleksion over deres samarbejde med familier med ikke vestlig baggrund. Efter behov kan der suppleres med udvalgte temaer, fx opsporing og underretning om mistrivsel, traumefokuseret samarbejde og brug af tolk.

Læs mere om tilbuddet

Kontakt

Thilde Nøhr Jensen
Leder

Velfærdspolitisk analyse

Der har de senere år været fokus på, om børn og unge med minoritetsetnisk baggrund får den hjælp og støtte, som de har brug for.

Der i den forbindelse bl.a. lavet en analyse af underretninger og sociale foranstaltninger set i forhold til herkomst.

Hent analysen (2021)