Ny udgave af metodehåndbogen for LA2 og LA2u

23-01-2025

LA2 er en veldokumenteret dialog- og refleksionsmetode, der er udviklet til at styrke trivslen og reducere omfanget af voldsomme episoder og magtanvendelser på botilbud. Varianten LA2u er tilpasset borgere med udviklingshæmning og afprøvet med særdeles gode erfaringer. Læs om begge versioner af metoden i den reviderede håndbog.

LA2U tilbyder en forenkling og tydelig struktur på hjælpekunstens komplicerede dans.

                                                                                        Psykolog Dorthe Birkmose i forordet


En borger, der er i mistrivsel og bliver udadreagerende. En konflikt, der eskalerer. En medarbejder, som ender med at bruge magt for at bringe situationen til ophør, inden nogen kommer til skade.

Magtanvendelser på botilbud kan ikke altid undgås, men skal begrænses mest muligt. Og med metoden LA2 findes der et effektivt værktøj til både at reducere voldsomme episoder og magtanvendelser. Og - ikke mindst - fremme trivsel og tryghed på botilbuddene for såvel borgere som ansatte og dermed bryde de negative spiraler.

LA2 er en veldokumenteret metode, som understøtter en recovery-orienteret rehabiliterende tilgang. I forlængelse heraf er der særligt vægt på borgerens indefra-perspektiv. Metoden er senest afprøvet i varianten LA2u, der er tilpasset borgere med udviklingshæmning med begrænset eller intet talesprog.

Også i denne variant er der særdeles gode erfaringer (se boks), og derfor er der nu udarbejdet ny udgave af den tidligere håndbog om metoden, som også beskriver LA2u.  

Nye visuelle redskaber

LA2 og LA2u fremmer direkte borgerinddragelse og fælles faglige tilgange hos medarbejderne. Metoden inddrager samtidig elementer fra Low Arousal-tilgangen og Rogivende Pædagogik.

LA2u står for Low Arousal 2 – understøttet. Versionen indeholder ekstra grafisk materiale til at arbejde med borgerens indefra-perspektiv også i de situationer, hvor borgeren ikke kan kommunikere verbalt. Her taler man om det tilstræbte indefra-perspektiv.

Konkret er der bl.a. udviklet såkaldte trivselsøer, som er en visuelt understøttende og fokuseret måde at tale om trivsel på – både med borgeren og med kollegaer, når der ikke er mulighed for at spørge: Hvor oplever man, at borgeren er i trivsel? Og hvordan kan man anvende den viden til at hjælpe borgeren i trivsel, hvis noget går galt?

Den opdaterede håndbog giver også konkrete guidninger til samtaler og samspillet med borgerne.

Psykologisk tryghed og faglig refleksion

Erfaringerne har vist, at hvis man skal lykkedes med at implementere LA2(u), så er det ikke nok at deltage i et kursus og få nogle redskaber med hjem.

Der er også behov for en ny praksis for faglige dialoger på botilbuddet, når der arbejdes med borgerens indefra-perspektiver eller de tilstræbte indefra-perspektiver samt de tilhørende planer og materialer.

Derfor indeholder den nye udgave også gode råd til, hvordan man kan skabe et rum for en systematisk faglig refleksion, hvor man tør stille sig nysgerrig i forhold til hinandens praksis og handlinger.

Seks hæfter

Metodehåndbogen består nu af seks kortfattede hæfter med hver sit fokus. De fem første kan anvendes direkte i egen praksis. Det sjette går et spadestik dybere i metodens begrebsverden og kan læses både af den særligt interesserede, der gerne vil nørde lidt videre, og af den, der skal formidle LA2(u) til fx nye kollegaer.

Du kan hente de nye hæfter via links nedenfor, hvor du også kan læse en præsentation af hvert enkelt hæfte:

Introduktion – metodehåndbog til LA2 og LA2u

Trivselsplaner

Tryghedsplaner

Læringsplaner

Gode råd til samtaler, samspil og samarbejde

Centrale begreber

Evaluering

Afprøvningen af LA2u på otte botilbud viste et markant fald i magtanvendelser, mindre udadreagerende adfærd og bedre arbejdsmiljø.

Se evalueringen

Kontakt

Stine Arent Larsen
Specialkonsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her