Pulje: Genudmelding af ansøgningspulje til etablering af et ungekrisecenter i Vestdanmark

10-10-2024

Social- og Boligstyrelsen genudmelder ansøgningspuljen til etablering af et ungekrisecenter i Vestdanmark. Centret skal yde akut rådgivning og vejledning efter barnets lov og også kunne tilbyde overnatning til unge under 18 år. Ansøgningsfrist: 18. november 2024 kl. 12.00.

 Der er indgået en ny politisk aftale, der præciserer rammerne for ungekrisecentre. Aftalen tilføjer yderligere krav til ansøgere af puljen om etablering af et ungekrisecenter i Vestdanmark, og puljen genudmeldes derfor med en ny ansøgningsfrist.

Ansøgere, der tidligere har ansøgt puljen, skal ansøge på ny, således at de kan tilkendegive, at de også vil leve op til de nye krav.

Ungekrisecenteret skal yde akut rådgivning og vejledning i trygge rammer til unge under 18 år. Rådgivningen i centret skal omfattes af § 28 i barnets lov, der ellers varetages af kommunerne. Dermed bliver rådgivningen en indsats efter barnets lov og derfor omfattet af socialtilsynet, jf. § 4, stk. 3, i lov om socialtilsyn

Der er tidligere etableret et ungekrisecenter i København, som også oplever søgning fra andre dele af landet. Det nye ungekrisecenter skal derfor være placeret vest for Storebælt og i øvrigt være let tilgængeligt med offentlig transport.

Centret skal være et trygt sted for børn og unge, hvor de kan gå direkte ind fra gaden og få hjælp, når de oplever at være i krise. Unge skal også kunne overnatte trygt på stedet i akutte situationer.

For at etablere sengepladser skal Socialtilsynet godkende ungekrisecentret som anbringelsessted. Ungekrisecentret skal desuden godkendes som et forsøg efter § 206 i barnets lov.

Målgruppe

Ansøgningspuljens målgruppe er unge under 18 år i krise eller kriselignende tilstand. 

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er 18. november 2024 kl. 12:00.

Hvem kan søge?

Ansøgningspuljens ansøgerkreds er private eller frivillige organisationer.

Ansøgere skal være opmærksomme på, at der skal anvendes MitID Erhverv (med foreningens CVR-nummer) ved oprettelse og indsendelse af ansøgninger via tilskudsportalen.

Puljen kan søges fra 11. oktober 2024.

Læs mere om puljen

 

 

Kontakt

Tilskudsadministration

Tlf. 72 42 41 33
tilskudsforvaltning@sbst.dk

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her