Få inspiration til sagsbehandlingen

05-12-2024

Søger I input til myndighedsvaretagelsen på handicapområdet? Så dyk ned i taskforcens inspirationskatalog. Vi har netop relanceret vores katalog og præsenterer nu en vifte af anbefalinger, skabeloner, øvrige redskaber samt forskelligt inspirationsmateriale til den gode sagsbehandling.

Cirka 40. Så mange kommuner har indtil nu samarbejdet med Taskforcen på handicapområdet om at udvikle sagsbehandlingen.

Vi har løbende indsamlet erfaringer fra vores forløb med kommunerne og præsenteret dem i et digitalt inspirationskatalog, som også tidligere har været tilgængeligt her på sbst.dk. Nu relancerer vi kataloget i en revideret udvidet udgave.

Uanset om jeres kommune selv har haft et udviklingsforløb, overvejer at få ét eller blot er nysgerrige, får I nu mulighed for at dykke ned i, hvad vi i taskforcen vurderer er god kvalitet i sagsbehandlingen og hvordan det kan understøtte jeres egen praksis. 

Det kan du finde

I inspirationskataloget kan du finde taskforcens overordnede anbefalinger for god sagsbehandling på handicapområdet. Anbefalingerne er udarbejdet på baggrund af taskforcens kvalitetskriterier og med afsæt i fire faglige temaer: Politik og strategi, Faglig ledelse, Sagsbehandling og Helhed og sammenhæng.

Herudover kan du finde skabeloner som kan anvendes i den daglige sagsbehandlingspraksis. Skabelonerne er udarbejdet af taskforcen og er udviklet på baggrund af taskforcens erfaringer, gældende lovgivning og god socialfaglig praksis.

Du har også mulighed for at finde værktøjer og redskaber, som taskforcen vurderer er relevante for kommuner at kende og anvende i myndighedsarbejdet på handicapområdet. Redskaberne er udarbejdet af Social- og Boligstyrelsen og Ankestyrelsen.

Endelig kan I få input og nye ideer i inspirationsmaterialet fra de kommuner, som taskforcen har samarbejdet med i analyse- og udviklingsforløb. Her kan du finde gode eksempler på alt fra politikker til specifikke arbejdsgange, som kan bruges til at udvikle myndighedsområdet i din kommune.

Kataloget vil blive løbende opdateret.

Se inspirationskataloget her

Om Taskforcen på handicapområdet

Taskforcen på handicapområdet er et samarbejde mellem Social- og Boligstyrelsen og Ankestyrelsen.

Taskforcen tilbyder bl.a. kommunerne virtuelle temadage, korte læringsforløb (på én dag) samt lange analyse- og udviklingsforløb (2 år). Alle ydelser er gratis for kommunerne.

Læs mere om taskforcens tilbud til kommunerne

Mathilde Marie Andersen
Fuldmægtig

Nyhedsbrev

Tilmeld dig nyheder fra SØM