Få hjælp til omlægning af den samlede socialpsykiatri

24-10-2024

Social- og Boligstyrelsen tilbyder aktuelt hjælp til strategisk omlægning af socialpsykiatrien. Omlægningen sker via ”Borgeren ved roret”, som er baseret på tilgangen recovery-orienteret rehabilitering. Der vurderes at være både menneskelige og økonomiske potentialer ved at omlægge til tilgangen.

Tilgangen Borgeren ved roret kan bidrage til, at flere personer med psykiske vanskeligheder, sociale problemer og funktionsnedsættelser opnår bedre trivsel og mulighed for et mere selvstændigt liv. Det pointerede ekspertudvalget på socialområdet i sin endelige rapport, der udkom i april 2024.

Både for den enkelte person, der får støtte, og ud fra et økonomisk perspektiv er der derfor et stort potentiale i at omlægge socialpsykiatrien til tilgangen, der er baseret på recovery-orienteret rehabilitering (se boks).

Vi ved, at tilgangen er virksom, og den udgør et vigtigt element i at styrke kvaliteten i socialpsykiatrien i 10-årsplanen for psykiatrien. Derfor tilbyder Social- og Boligstyrelsen strategiske udviklingsforløb til kommuner, der ønsker hjælp til at arbejde systematisk med Borgeren ved roret i socialpsykiatrien. Styrelsen samarbejder lige nu med 13 kommuner om deres omlægning – og endnu flere er på vej.

Strategiske udviklingsforløb

Der er fortsat mulighed for at indgå samarbejde om et strategisk udviklingsforløb, der kan hjælpe jeres kommune i en omlægning til Borgeren ved roret. Udviklingsforløbet er et samarbejde mellem kommunens samlede socialpsykiatri og Social- og Boligstyrelsen om at brede den faglige tilgang ud til hele socialpsykiatrien.

Borgeren ved roret kan være relevant for kommunens samlede voksenområde. I samarbejdet er der derfor også mulighed for at arbejde med den faglige tilgang mere bredt på voksenområdet.

Rådgivningen skal hjælpe jer med at opnå de menneskelige og økonomiske potentialer, tilgangen indeholder. Der tilbydes rådgivning i, hvordan man konkret kan arbejde med tilgangen samt løbende hjælp til at sikre, at man er på rette vej.

Der vil både være fokus på at omsætte de faglige principper og på de organisatoriske forudsætninger for Borgeren ved roret i jeres kommune. I kan fx få hjælp til at styrke kommunens styring- og datapraksis ved brug af Socialpsykiatriens Nøgletal og ved at implementere måleredskaber, der kan måle på borgernes trivsel og recovery. Udviklingsforløbet varer 1,5 år.

Er I interesserede i at omlægge socialpsykiatrien og arbejdet på voksenområdet i jeres kommune til Borgeren ved roret, kontakt da projektleder Aleksander Marzec Petersen og hør mere om, hvordan I kommer i gang med samarbejdet. Se kontaktinfo her på siden.

Læs også mere om de strategiske udviklingsforløb her

Redskabet Socialpsykiatriens Nøgletal er tilgængeligt på vidensplatformen social.dk via linket nedenfor:

Læs mere om Socialpsykiatriens Nøgletal

Borgeren ved roret

Tilgangen Borgeren ved roret indebærer, at borgerne mødes med en tro på, at de kan udvikle sig. Det skaber en oplevelse af kontrol, mening og håb for en bedre fremtid og dermed motivation hos den enkelte. Tilgangen er baseret på principperne om recovery-orienteret rehabilitering.

Social- og Boligstyrelsen har udviklet et koncept for, hvordan man konkret griber det an, hvis man som kommune ønsker at omlægge den samlede socialpsykiatri til denne måde at arbejde på.   

Læs mere om tilgangen og se materialerne på social.dk

Kontakt

Adriana Pljevaljcic
Fuldmægtig

Ekspertudvalgets rapport blev offentliggjort i april 2024 og indeholder anbefalinger til en bæredygtig udvikling på socialområdet.

Hent rapporten hos Social- og Boligministeriet