Gå hjem-møder om senfølger efter seksuelle overgreb

21-09-2022

Hjælp til mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen er ofte mere end terapi. Socialstyrelsen sætter fokus på tilbud fra civilsamfundet med en række gratis, virtuelle gå hjem-møder i efteråret 2022. Hør for eksempel om misbrugsbehandling og særligt tilrettelagte indsatser til mænd.

Mennesker, der har senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, kan have gavn af flere former for hjælp.  Mens nogle primært har brug for behandlingstilbud, har andre også stort udbytte af forskellige tilbud og støtteindsatser i civilsamfundet.

Vi har inviteret en række organisationer til at give deres perspektiver på området på fire virtuelle gå hjem-møder for fagpersoner. Møderne holdes i november-december 2022.

Det sker på gå hjem-møderne

Den 8. november får organisationen Kvisten ordet på gå hjem-mødet ”Tabu - Seksualitet, mænd og seksuelle overgreb”, der handler om de særlige udfordringer, som mænd, der har været udsat for seksuelle overgreb, kan have; hvordan barrierer kan nedbrydes, og hvordan man som fagperson tager den svære samtale.

Kvisten er en organisation, der både laver frivilligt socialt arbejde for og tilbyder behandling til mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb.

Det næste gå hjem-møde holdes den 15. november, og her er det udviklings- og behandlingscentret KKUC, der er inviteret. Centret vil fortælle om, hvordan seksuelle overgreb i barndommen - via barnets mestring og den voksnes senfølger - kan ende ud i et destruktivt brug af alkohol eller stoffer.

KKUC vil have fokus på, hvordan man som fagperson kan støtte den senfølgeramte i at mestre sine symptomer uden brug af rusmidler.

Den 22. november gives stafetten videre på gå hjem-mødet ”Hvad kan frivilligheden – hvordan adskiller frivillige tilbud sig fra behandlingstilbud?”.

Her vil CSM, Center for seksuelt misbrugte, fortælle om de tilbud, der findes i CSMs frivilligsektioner, og hvordan målgruppen kan profitere af frivillige indsatser blandt andet som et øvested for sociale kompetencer.

Til sidst, den. 6. december, tilbyder landsforeningen SPOR et indblik i livet med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen på gå hjem-mødet ”Forvrænget syn på mig, på dig og på verden”.

 

Praktiske oplysninger

Gå hjem-møderne er virtuelle og tilgås via Zoom. Møderne er gratis og foregår alle klokken 14.30 – 15.15

Tilmeldingsfristen for møderne er dagen før klokken 12. Link til Zoom sendes senest ud den morgen, hvor det enkelte gå hjem-møde holdes.  

Tilmeld dig gå hjem-mødet 8. november om mænd og senfølger efter overgreb
Tilmeld dig gå hjem-mødet 15. november om misbrug og senfølger efter overgreb
Tilmeld dig gå hjem-mødet 22. november om frivillige indsatser til mennesker med senfølger efter overgreb
Tilmeld dig gå hjem-mødet 6. december om livet med senfølger efter overgreb

Vil du vide mere?

Udover gå hjem-møderne holder Socialstyrelsen også en virtuel temadag 4. november 2022 om senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.
 
Her er der blandt andet fokus på, hvordan man som fagprofessionel kan opspore mennesker med senfølger og hjælpe dem til den rette støtte.

Læs mere og tilmeld dig temadagen

Senest opdateret 21-09-2022

Kontakt

Claudia Strasser
Specialkonsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her