Det haster med at få revaccineret vores borgere over 65 år, som modtager hjemmehjælp, så de er bedre beskyttet mod coronavirus.
De nyeste tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser nemlig, at der er en særlig udfordring i forhold til at få vaccineret denne gruppe borgere med det tredje stik.
Den 22. december havde 85,1 procent af gruppen enten fået det tredje stik eller booket tid. Det er en del lavere end de 93,7 procent af gruppen, som er færdigvaccineret med første og andet stik.
På linket herunder kan du se, hvor mange i gruppen, der er vaccineret tredje gang. Tabellen opdateres løbende. Per 28. februar har 93,5 procent enten fået tredje stik eller bestilt tid.
Flere initiativer iværksat
Årsagerne til det manglende tredje stik kan være mange. Der kan være langt til vaccinationsstedet, eller det kan være utrygt at stå i en kø med mange mennesker.
Derfor er der den seneste tid igangsat en række initiativer, som skal lette de sårbare ældres adgang til vaccinen.
Det er blandt andet aftalt med Danske regioner, at kommunerne kan rekvirere regionen til hjemmevaccination enten via praktiserende læger, som regionen har indgået aftale med, eller via regionens udgående funktion.
Der er også oprettet en national hjælpelinje, der telefonisk kan hjælpe med at arrangere, at borgere kan blive ledsaget til vaccination eller få hjælp til at booke en tid.
Denne hjælpelinje bestyres af Røde Kors og kan kontaktes på 35 29 96 60.
Få vejledning hos Socialstyrelsens hotline
Derudover har Socialstyrelsen åbnet en corona-hotline, hvor fagpersoner og borgere kan ringe til.
Hotlinen kan vejlede generelt om, hvordan sundhedsmyndighedernes anbefalinger håndteres på social- og ældreområdet. Det gælder også, hvis en borger har særlige bekymringer i forbindelse med vaccination.
Socialstyrelsens hotline har åbent alle hverdage fra kl. 9.00 til kl. 11.30 og igen fra kl. 12.30 til 16.00. Telefonen besvares også mellem jul og nytår. Telefonnummeret 72 42 37 15.
Læs mere om Socialstyrelsens corona-hotline
(Den aktuelle status på revaccination af borgere over 65 år, som modtager hjemmehjælp, opdateres løbende - seneste opdatering er 28. februar 2022. - red.)