Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM) er et gratis værktøj for alle, der ønsker mere viden om, hvordan sociale indsatser påvirker den offentlige økonomi. SØM gør det lettere at vise virksomme indsatsers investeringspotentiale på den lange bane og på tværs af de mange kasser, vi har i vores samfund.
Ny version af SØM
Vi har netop opdateret SØM med de nyeste data og udvidet og forbedret modellen på en række områder.
SØM har hidtil kun i begrænset omfang været relevant for investeringsberegninger af tidlige forebyggende indsatser. Det skyldes, at SØMs målgrupper i de fleste tilfælde er afgrænset på baggrund af eksisterende problemstillinger.
Men menneskeligt er der indlysende store fordele at høste, hvis vi kan forebygge problemerne i stedet for først at løse dem, når de er opstået. Foreløbigt er det med den nye version muligt at belyse, hvad det økonomiske potentiale er, når vi lykkes med at forebygge hjemløshed, og hen ad vejen vil vi udvide SØM til også at omfatte beregninger af forebyggende indsatser for andre målgrupper.
Læs mere om økonomien i at forebygge hjemløshed
Vi åbner også mere op for beskæftigelsesperspektivet. En af de store sociale udfordringer er unge uden uddannelse eller job. Som noget nyt kan man derfor fremover beregne potentialet i at investere i disse unge, der også er i fokus for den politiske aftale om Ungeløftet.
Der kan både laves SØM-beregninger af den brede gruppe og dem, som vi ved er i særlig risiko for at være uden for job og uddannelse i længere tid. Det er unge, der har været anbragt i barndommen, eller som har et kognitivt handicap, en psykisk lidelse eller et misbrug af rusmidler.
Få et overblik over alle de nye elementer i SØM i fold ud-menuen nedenunder.