Sådan kan vi understøtte arbejdslivet for mennesker med erhvervet døvblindhed

20-10-2026

Hvordan skaber vi rammerne for, at mennesker med erhvervet døvblindhed har mulighed for et aktivt arbejdsliv? Det kan man få inspiration til i et nyt hæfte, der beskriver de hæmmende og fremmende faktorer. Udgivelsen er lavet af CFD med støtte fra Social- og Boligstyrelsen.

Erhvervet døvblindhed er et alvorligt handicap, hvor både syns- og høresansen er nedsat og derfor ikke kan kompensere for hinanden.  Det udfordrer kommunikation, orientering, adgang til information og social deltagelse betragteligt – både ude og hjemme.  

Døvblindhed kan også være udfordrende at håndtere for kommunen, bl.a. fordi det er et relativt sjældent handicap og støttemulighederne ikke altid passer til netop de problemer, disse borgere har, mens fx synhandicap og hørehandicap hver for sig er mere kendte funktionsnedsættelser.

På trods af udfordringerne er det i høj grad muligt at have et godt og meningsfuldt arbejdsliv. Men det kræver viden om de typiske problemer, der kan opstå, og stiller særlige krav til fleksibilitet, forståelse og støtte fra omgivelserne.

Hvad det indebærer i praksis, kan man nu læse meget mere om i hæftet Arbejdsliv med erhvervet døvblindhed, der er udarbejdet af organisationen CFD (se boks) med støtte fra VISO i Social- og Boligstyrelsen.

Udgivelsen henvender sig til både arbejdsgivere, arbejdstagere med døvblindhed og fagpersoner, herunder kommunens myndighedsrådgivere.

Tryghed og rettidighed

Overordnet peger hæftet på, at deltagelse i arbejdslivet styrkes gennem rettidig støtte, fleksibilitet og arbejdsfællesskaber, hvor behov kan deles åbent.

For mange mennesker, der lever med erhvervet døvblindhed, er erkendelsen af egne forandringer en af de mest afgørende og samtidig mest udfordrende processer i relation til arbejdslivet. Det handler ikke kun om at vide, at syn og hørelse forringes, men om gradvist at kunne rumme de følelsesmæssige konsekvenser, justere egne forventninger og kunne tage imod hjælp.

Det er derfor vigtigt, at støtten løbende kan tilpasses, og at det er så trygt og nemt som muligt for borgeren med døvblindhed at fortælle om sine behov.  

De strukturelle og institutionelle rammer er afgørende for den enkeltes muligheder for at være på arbejdsmarkedet.

Kommunen har her en helt central rolle i både at sikre sig viden om døvblindhed som handicap og så vidt muligt sørge for, at borgeren har en koordineret adgang til de relevante former for hjælp og støtte. Rettidige bevillinger, fx af tolk og hjælpemidler, er også en vigtig faktor.

Arbejdspladsen – fleksibilitet og relationer

Arbejdspladsen selv spiller også en stor rolle. Her peger udgivelsen bl.a. på betydningen af fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet - fx mht. pauser og hjemmearbejde - og den fysiske indretning af arbejdspladsen.

Endnu en dimension er relationerne i arbejdslivet. Ledelsen har her et særligt ansvar for at give rum og plads for tilpasninger, men også forholdet til kollegerne spiller en stor rolle for trivslen.

Ofte er det de små ting i hverdagen, der er vigtige – fx måden, en kollega tilbyder støtte på, uden at blive bedt om det. Også praktiske detaljer som fx tilrettelæggelse af møder og den måde, der gives information på kan have stor betydning.

Hent hæftet om døvblindhed og arbejdsliv 


FAKTA om CFD og udgivelsen

  • CFD er leverandør af tilbud til døve, mennesker med høretab eller døvblindhed samt døve med yderligere funktionsnedsættelser. CFD er desuden VISO-leverandør.
  • Hæftet  Arbejdsliv og erhvervet døvblindhed. Hvad fremmer og hæmmer? bygger på en rapport af Niels-Henrik M. Hansen og Eva Juul Toldam.
  • Rapporten er baseret på interviews med mennesker med døvblindhed, fagpersoner og arbejdsgivere.

Hent rapporten hos CFD (pdf)

Kontakt

Stinne Grydehøj
Leder

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her