Når et barn får ny familie

08-01-2026

Når et barn skal flytte fra sin midlertidige plejefamilie til sin nye adoptivfamilie, skal det gøres nænsomt og med omtanke. Der er store følelser på spil for barn, plejeforældre og adoptanter. VISO har udgivet et hæfte, som tager børne- og ungerådgiveren igennem de overvejelser og opgaver, der følger med det store ansvar.

”Jeg tror det vigtigste, det er at være fuldstændig oprigtig (…) Gøre det så åbent som muligt, og ikke være bange for at gå ind i de her snakke. Fordi, der er ikke noget, der er forkert. Man kan føle alt muligt i de her situationer. Både som plejefamilie og som adoptiv­familie. Også som rådgiver”.                                                                                                                                                       Børne- og ungerådgiver (citat fra hæftet)

 

De børn, der frigives til adoption uden samtykke, vil som oftest bo hos en midlertidig plejefamilie, indtil barnets adoptivfamilie er fundet.

Når det er sket, skal flytningen, kaldet udslusningen, planlægges og gennemføres. Den kommunale børne- og ungerådgiver er den ansvarlige myndighedsperson i denne proces.

Viden fra teori og praksis

At flytte et barn fra én familie til en anden er ikke kun en praktisk foranstaltning. Det er også en proces, hvor barnets tilknytning til plejefamilien skal overføres til den nye adoptivfamilie. Også for plejefamilien og adoptanterne er der tale om en proces, der kan kalde på mange og store følelser.

Derfor bør en udslusning foregå nænsomt og med omtanke for alle involverede.

VISO har udgivet et nyt hæfte  - Når et barn får ny familie. Overgang fra plejefamilie til adoptivfamilie ved adoption uden samtykke - hvor man som børne- og ungerådgiver kan få inspiration fra spædbarnspsykologien og fra god praksis på området.

Hæftet tager rådgiveren igennem de overvejelser, der bør gøres, når udslusningen planlægges og gennemføres. Hæftet giver også tips til, hvordan rådgiveren kan tale med plejeforældre og adoptanter om opgaven.

Pointerne i hæftet er udover forskning og praksiserfaringer på området også baseret på interviews med adoptanter, plejefamilier og børne- og ungerådgivere, der har været igennem et eller flere udslusningsforløb.

Hent inspirationshæftet


Få hjælp fra VISO

VISO har rådgivet kommuner om national adoption uden samtykke siden 2015.

Hvis I som kommune overvejer at indstille et barn til adoption uden samtykke, kan I få gratis vejledende rådgivning fra VISO. I kan også få rådgivning undervejs i processen, herunder i forbindelse med udslusningen.

VISO tilbyder desuden temadage om emnet i den enkelte kommune. 

Læs om VISOs tilbud

VISO har også udgivet hæftet Adoption uden samtykke – inspirationsmateriale til kommuner:

Hent hæftet om adoption uden samtykke (2024, 3. udgave)

Kontakt

Birgitte Færregaard
Specialkonsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her