Flere og flere borgere i Danmark får psykiske vanskeligheder og har behov for hjælp og støtte. Samtidig er udgifterne til områderne for handicap og socialpsykiatri i stigning. Det lægger pres på kommunernes økonomi.
Forskning viser, at med den rette indsats kan mange borgere komme til at leve et meningsfuldt og mere selvstændigt liv. Der er derfor behov for nye løsninger, hvor faglighed, organisering og økonomistyring går hånd i hånd. Flere kommuner trækker i denne forbindelse på recovery-orienteret rehabilitering som fagligt grundlag – en tilgang, som kan anvendes bredt på voksenområdet.
Social- og Boligstyrelsen har gennemført en analyse af udfordringsbilleder, implementeringsgreb og erfaringer i fire kommuner, som har valgt at omlægge deres indsats til tilgangen. Borgeren ved roret er Social- og Boligstyrelsens betegnelse for denne måde at arbejde på, hvor den fagprofessionelle indsats er rettet mod at støtte borgeren i dennes personlige udviklingsproces.
Det viser analysen
Kommunerne, der i efteråret 2023 har medvirket i undersøgelsen, er Roskilde, Høje Taastrup, Herning og Aarhus Kommune. Det strategiske afsæt for omlægningen i de fire kommuner har været både fagligt og økonomisk.
Analysen viser på baggrund af nationale registerdata et stort økonomisk besparelsespotentiale, når en borger i målgruppen kommer i job eller uddannelse, eller når det lykkes at imødekomme borgerens behov igennem mindre omfattende indsatser.
Samtidig peger analysen på, at det er afgørende, at der er overensstemmelse mellem styring og faglig strategi. Hvis der opstår for stor afstand mellem en faglig målsætning om fleksibel regulering af indsatsen og en styringsmodel med et rigidt bureaukrati, kan medarbejderne komme under et krydspres.
Analysen konkluderer, at omlægningen til Borgeren ved roret stiller krav til den økonomiske styring, som bedst imødekommes ved velvalgte kombinationer af styringsgreb fra takst- og aktivitetsstyring, rammestyring og løbende behovsbestemt regulering på tilbudsniveau.
De fire kommuner har forskellige organiseringsformer og styringsmodeller. Det afgørende er, at styringen fører til en behovsbestemt ressourcefordeling, som både imødekommer borgernes ønsker og behov og understøtter realiseringen af de økonomiske potentialer.
Hent analysen
Læs mere om recoveryorienteret rehabilitering