Sæt spot på kvalitet i sagsbehandlingen i et forløb med Task Force – børn og unge i udsatte positioner

28-08-2025

Er du kommunal leder eller chef på børne- og ungeområdet – og vil du styrke kvaliteten i sagsbehandlingen? Så er et gratis Task Force-forløb måske noget for jer. I får et toårigt udviklingsforløb med kvalificeret sparring, praksisnær læring og et særligt fokus på ledelsens rolle i den gode sagsbehandling. Ansøgningsfrist: 3. december 2025.

De senere år har kommunerne haft fuldt fokus på barnets lov, og det kan være en god idé at stoppe op og se på, hvordan det går med sagsbehandlingen nu, hvor loven er blevet hverdag.

Et forløb med Task Force – børn og unge i udsatte positioner er en mulighed for at blive klogere på, hvordan det står til med kvaliteten i sagsbehandlingen, og hvor I skal prioritere jeres kræfter i det fortsatte udviklingsarbejde.

Sammen med jer kigger Task Forcen på den konkrete sagsbehandling, rammerne for den, og hvordan ledelsen understøtter den gode kvalitet, så I herefter kan prioritere, hvad I vil arbejde med i udviklingsforløbet.

Task Forcen består af medarbejdere fra Ankestyrelsen og Social- og Boligstyrelsen med indgående kendskab til sagsbehandling på børne- og ungeområdet og stor erfaring i, hvordan anbefalinger, lovgivning og intentioner om god sagsbehandling kan omsættes til den daglige kommunale praksis.

Hvad er jeres udbytte?

Kommuner, der tidligere har gennemført et Task Force-forløb, har bl.a. fremhævet følgende resultater:

  • Børn, unge og forældres perspektiv inddrages i øget grad
  • Øget inddragelse af netværket omkring barnet og den unge
  • Kvalificering af arbejdsgange for sagsbehandlingen
  • Forbedret journalisering
  • Fokuserede børnefaglige undersøgelser
  • Præcise og målbare mål
  • Kvalificering og læringsorienteret brug af ledelsestilsyn
  • Højere grad af ensartethed og systematik i sagsarbejdet på tværs af medarbejdergrupper
  • Tydeligere fælles forståelse af kvalitet i både ledergruppen og blandt børne- og ungerådgiverne

Praktiske oplysninger

Task Force – børn og unge i udsatte positioner er et samarbejde mellem Ankestyrelsen og Social- og Boligstyrelsen. Flere end 40 af landets kommuner har haft et forløb med Task Forcen, siden den blev etableret i 2012. 

Er I i tvivl om, om et Task Force-forløb er noget for jer, eller vil I høre mere om Task Forcen, så kontakt projektleder Louise Austeen Leth på telefonnummer 50 81 09 55 eller e-mail taskforce@sbst.dk.

Vi åbner en ny ansøgningsrunde for kommuner, der ønsker et Task Force-forløb i 2026. Kommuner, der tidligere har haft et forløb, kan også søge.

Forløbet er gratis. Opstart af det konkrete forløb aftales mellem kommunen og Task Forcen. 

Ansøgningsfristen er 3. december 2025. 

Inden I sender jeres ansøgning, skal I afholde et indledende møde med Task Forcen. Mødet holdes virtuelt og kan aftales via e-mail taskforce@sbst.dk.

Se mere i vejledningen på linket nedenfor, hvor I også finder det ansøgningsskema, der skal sendes ind efter det indledende møde.

Hent vejledning og ansøgningsskema

 

Kontakt

Louise Austeen Leth
Specialkonsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her