Social- og Boligstyrelsen har udmeldt en ansøgningspulje på 243,3 mio. kr. til at sikre landsdækkende behandlingstilbud til børn og unge under 25 år, som er belastede af en opvækst i familier med stof- eller alkoholproblemer.
Børn og unge, som vokser op i familier med misbrug, er mere udsatte end deres jævnaldrende og kan have behov for behandling, som kan styrke deres trivsel og handlemuligheder. Behandlingen kan ligeledes modvirke, at udsathed går i arv, og at udsatte børn bliver udsatte voksne.
Ansøgningspuljen skal således medvirke til, at børnene og de unge opnår større forudsætninger for en langsigtet positiv udvikling, og en højere grad af livskvalitet.
Midlerne fra ansøgningspuljen skal anvendes til et gratis rådgivnings- og samtaletilbud til børn og unge i målgruppen. Behandlingen kan være individuel såvel som gruppebaseret.
Midlerne i ansøgningspuljen er fordelt i to underpuljer til henholdsvis børn i alderen 0-11 år, og børn og unge i alderen 12-24 år. De to underpuljer er endvidere opdelt i regioner. Flere informationer om fordelingsnøglen kan findes i ansøgningspuljens vejledning.
Målgruppe
Ansøgningspuljens målgruppe er børn og unge under 25 år, der er belastede af en opvækst i familier med stof- eller alkoholproblemer, herunder børn og unge som har mistet en eller begge forældre.
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er 9. maj 2025 kl. 23:59.
Hvem kan søge?
Puljen kan søges af kommuner, private og frivillige organisationer, eventuelt i samarbejde mellem flere parter.
Ansøgere skal være opmærksomme på, at der skal anvendes MitID Erhverv (med foreningens/kommunens CVR-nummer) ved oprettelse og indsendelse af ansøgninger via tilskudsportalen.
Læs mere om puljen
Informationsmøde
Der afholdes et virtuelt informationsmøde den 9. april 2025 kl. 10.00.
På mødet får I:
- Generelle informationer om puljen
- Oplysninger om krav til ansøgere, fordelingsnøgle og deadlines
- Gennemgang af puljematerialerne
- Information om hvordan man søger puljen via vores Tilskudsportal.
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål.
Tilmelding til informationsmøde